Tidligere på ugen gav streamingtjenesten Hulu nådestødet til den nystartede serie ‘High Fidelity’, der kun fik én sæson inden sin aflysning.
Serien, der er et remake af Nick Hornsby roman af samme navn, havde Zoë Kravitz (‘Big Little Lies’) i hovedrollen – og hun er slet ikke tilfreds med Hulus beslutning.
I et Instagramopslag tog hun afsked med sine venner og kollegaer fra serien, hvilket ansporede ‘Westworld’-stjernen Tessa Thompson til at udtrykke sin sympati i kommentarsporet. Det fik Kravitz til at skrive:
»Det er cool. I det mindste har Hulu et ton af andre serier med sorte kvinder i hovedrollerne, som vi kan se. Nej, vent«, skrev hun sarkastisk.
Hulu har en »Black Stories«-side, der er dedikeret til sort indhold, men størstedelen er ikke originalproduktioner med sorte kvinder i front.
Flere kendisser har udtrykt deres frustration over aflysningen. Serieskaber Lena Waithe (‘The Chi‘) skriver blandt andet på Instagram: »Neeeej! Det er sjældent, at jeg ser serier, som virkelig imponerer mig. Det gjorde den her. Jeg har allerede fortalt dig, hvor meget jeg elsker serien, og det gør jeg stadigvæk. Den fortjente virkelig en anden sæson«.
Hulu har ikke svaret på Kravitz’ kritik. ‘High Fidelity’ sæson 1 er endnu ikke tilgængelig i Danmark.