’7500’: Joseph Gordon-Levitt er fanget i cockpittet i klaustrofobisk, men overfladisk kidnapningsfilm
For anden gang i træk er Joseph Gordon-Levitt hovedrolleindehaver i en film, hvor præmissen overgår eksekveringen. ’Project Power’ var på mange måder en undervældende oplevelse, og i sidste ende går det desværre ikke meget bedre for ’7500’.
Den starter ellers stærkt nok ud, mens vi fornemmer, at den forestående flykapring kommer til at være næsten lige så klaustrofobisk og intens for seeren som for de to uheldige piloter (Gordon-Levitt og den vaskeægte pilot Carlo Kitzlinger), da hele filmen udspiller sig inde i cockpittet i realtid. Det bliver forstærket af dialoger og reaktioner, der er præget af tydelig improvisation, et trick fra den nybagte instruktør Patrick Vollraths ærme, hvis hensigt er at fange seeren i en lille lomme af kaos – lige så meget et gidsel som resten af passagererne.
’7500’ minder om den undervurderede ’Journey’s End’ fra 2017 med Sam Claflin og Asa Butterfield. Her foregår det meste af handlingen i et hul i jorden på frontlinjen i Første Verdenskrig, og man kommer helt ind under huden på en lille håndfuld dybt fascinerende karakterer.
Desværre udnytter ’7500’ aldrig, hvad der burde have været dens største force. For selv om Gordon-Levitt og Omid Memar (en af terroristerne) spiller fremragende, oscillerende mellem hysteriske anfald og stille traume, er der ikke noget kød på situationerne. I stedet er vi forvist til overvejende vattede dialoger, forudsigelige plottwists og genbrug fra tidligere kidnapningsfilm, der har gjort det hele før, bare bedre: Gå i stedet op på loftet og pust støvet af din gamle ’Air Force One’-dvd.
Filmens hyperrealisme bliver i sidste ende dens undergang. Man føler, man er der, men man føler ikke nødvendigvis, at man gider at være der. Man lærer aldrig rigtigt karaktererne at kende.
Samtidig fornemmer man også, at filmen her anno 2020 simpelthen ikke er tunet ind på den rigtige bølgelængde. De muslimske terrorister, der kaprer flyet, er efterhånden en tudsegammel stereotypi. Om ikke andet havde det været rart med en mere nuanceret, emotionelt drevet plan eller mere fængslende dialog mellem polariserende synspunkter.
Vi ser lige et glimt af personlighed i Vedat, den 18-årige knægt, der er ude, hvor han ikke kan bunde, men det ville være snyd at give filmen mere kredit, end den fortjener. Når alt kommer til alt, er der ikke meget dybde at hente hverken inde i eller uden for cockpittet.
Kort sagt:
’7500’ er klaustrofobisk på den fede måde, men det er desværre også det eneste, der skiller den ud fra alle de andre film om terroristkaprede fly.