Janus Metz har fået en flot international karriere, efter han slog igennem med et brag som instruktør på krigsdokumentarfilmen ‘Armadillo’. Han har instrueret afsnit af ‘True Detective’ og ‘ZeroZeroZero’, og han spillefilmdebuterede med den vellykkede tennisfilm ‘Borg’.
Sidstnævnte havde Shia LaBeouf i en af hovedrollerne, og som det kendte Hollywood-mantra lyder: Kan du håndtere Shia LaBeouf, kan du håndtere hvadsomhelst.
Derfor er det ikke så underligt, at Metz nu får nøglerne til at stor amerikansk film, produceret af Amazon, som også stod bag ‘ZeroZeroZero’.
‘All the Old Knives’ er baseret på den anerkendte bog af samme navn, og her skal Metz dirigere Chris Pine og Thandie Newton. Pine er kendt for alt fra ‘Star Trek’ til ‘Wonder Woman’ og ‘Hell or High Water’, mens Newton – der slog igennem i Oscar-vinderen ‘Crash’ – på det seneste har gjort sig bemærket som badass-robot i ‘Westworld’.
Fortællingen handler om en CIA-agent og eks-spion, der tidligere har dannet par og nu mødes til en middag, hvor de taler om en flykidnapning, som endte grueligt galt, og stadig sætter spor i CIA-hovedkvarteret. Efterhånden står det klart, at det næppe er dem begge, der kommer fra middagsbordet med livet i behold.
På sin Facebook skriver Janus Metz, at optagelserne går i gang i London dette efterår.