Sidste år skrev de to ‘Game of Thrones’-skabere David Benioff og D.B Weiss kontrakt med Netflix til svimlende 200 millioner dollars. Nu er deres første serie efter det store fantasybrag endelig på vej.
Duoen har netop annonceret det første projekt, science fiction-serien ‘The Three Body Problem’. De to skabere har denne gang allieret sig med Alexander Woo (‘True Blood’), og de skal i fællesskab filmatisere kinesiske Liu Cixins romantrilogi ‘Remembrance of Earth’s Past’.
Liu Cixins romanserie handler om en civilisation af aliens, der planlægger at invadere Jorden, eftersom deres egen planet står foran dens undergang. Den nyhed skaber blandede reaktioner blandt befolkningen på Jorden, som deler sig i to lejre. Den ene lejr planlægger at bekæmpe besættelsen, mens den anden ser den fremmede invasion som en mulighed for at skabe en ny og bedre verdensorden uden korruption.
‘The Three-Body Problem’ er titlen på Cixins første roman i trilogien, men Weiss, Benioff og Woos serieversion tager udgangspunkt i hele trilogien. I en pressemeddelelse lufter ‘Game of Thrones’-skaberne deres begejstring over at skulle arbejde på projektet:
»Liu Cixins trilogi er den mest ambitiøse science fiction-serie, vi har læst. Den tager læseren med på en rejse helt fra 1060’erne til verdens ende – fra livet på vores svage, blå plet til den fjerneste udkant af universet. Vi ser frem til at tilbringe de næste år af vores liv med at bringe netop dét til live – for publikummer verden over«.
Weiss, Benioff og Woo får selskab af ganske kompetente krafter: Rian Johnson skal agere executive producer, producer Bernadette Caulson, som også var med på ‘Game of Thrones’, er med ombord, mens Brad Pitts velrenommerede produktionsselskab Plan B også producerer.
‘The Three-Body Problem’ er stadigvæk i pre-produktion, og der er endnu ikke tilknyttet noget cast. Premieredatoen må derfor forventes at ligge nogle år ude i fremtiden.