I fredags tog Chadwick Boseman sin alt for tidlige afsked med verden i en alder af blot 43 år efter fire års kamp mod tyktarmskræft. Michael B. Jordan, der i ’Black Panther’ spillede skurken Eric Killmonger over for Bosemans kong T’Challa, har i dag delt en rørende hyldest til sin tidligere kollega, ven og – efter de vægtige mindeord at dømme – inspirationskilde.
»Jeg har forsøgt at finde de rette ord, men intet kommer i nærheden af, hvordan jeg har det,« lyder det fra Jordan i opslaget på Instagram. »Jeg har reflekteret over alle øjeblikke, alle samtaler, alle grin, alle uenigheder, alle knus … alting. Jeg ville ønske, vi havde mere tid. En af de sidste gange, vi talte sammen, sagde du, at vi altid var forbundet, og nu betyder sandheden i dét mere for mig end nogensinde før«.
»Alt, du har givet verden … legenderne og heltene, du har vist os, vi er … vil leve videre for evigt. Men det, der gør allermest ondt, er, at jeg nu forstår, hvor stor en legende og helt, DU er. På intet tidspunkt igennem det hele mistede du blikket for, hvad du elskede mest. Du bekymrede dig om din familie, dine venner, dit håndværk, din ånd. Du bekymrede dig om børnene, samfundet, vores kultur og menneskeheden. Du bekymrede dig om mig. Du er min storebror, men jeg fik aldrig rigtigt chancen for at fortælle dig eller give dig dine blomster rigtigt, mens du var her«.
Jordan nævner desuden i opslaget, hvordan Boseman spillede en vigtig rolle i Jordans karriere. De to skuespillere mødtes, da Jordan som 16-årig overtog en rolle fra Boseman i sæbeoperaen ’All My Children’ – efter sigende fordi Boseman blev fyret, idet han såede tvivl om stereotypen (et ungt utilpasset sort bandemedlem), rollen portrætterede.
Jordan afslutter de rørende mindeord med en stærk hyldest: »Jeg dedikerer resten af mine dage til at leve, som du levede. Med ynde, med mod og uden at fortryde noget. ”Er han din konge?!” Ja. han. er! Rest in power, brother«.