Det har længe været sparsomt med informationer omkring den amerikanske auteur Paul Thomas Andersons kommende high school-film. Men nu er der endelig nyt om projektet:
Philip Seymour Hoffmans søn, 17-årige Cooper Hoffman, skal nemlig spille hovedrollen som en kendt børneskuespiller. Han får selskab af Bradley Cooper, Benny Safdie (instruktøren bag ‘Good Time’ og ‘Uncut Gems’) og Alana Haim, den ene af de tre søstre i musikgruppen Haim, som Anderson har instrueret adskillige musikvideoer for.
Anderson holder plotdetaljerne tæt ind til kroppen, men vi ved, at filmen bliver et coming of age-drama hensat til San Fernando Valley i Los Angeles i 1970’erne – interessant nok samme periode, som Anderson foldede ud i kultfilmen ‘Boogie Nights’ fra 1997 med Philip Seymour Hoffman. Heri var hovedpersonen, spillet af Mark Wahlberg, imidlertid aspirerende pornoskuespiller.
Den nye film bliver Cooper Hoffmans første rolle nogensinde, og der er ikke så lidt symbolik over samarbejdet med Anderson: Foruden ‘Boogie Nights’ medvirkede Philip Seymour Hoffman i ikke færre end fire af instruktørens film. Senest ‘The Master’, som indbragte skuespilleren hans tredje og sidste Oscar-nominering.
Anderson har netop påbegyndt optagelserne på den nye film, hvorfor en premiere fortsat ligger et stykke ude i fremtiden.