Den amerikanske instruktør Paul Thomas Anderson er hverken overdrevet produktiv eller specielt forudsigelig, men absolut en af de mest interessante nulevende filmkunstnere.
I 2017 var PTA aktuel med det Oscar-nominerede designdrama ’Phantom Thread’ med Daniel Day Lewis som OCD-ramt couturemager i 1950’ernes London. Og nu kan vi så glæde os til en ny film fra hans hånd, der efter sigende starter optagelserne næste år. Og det er altså ikke en film skrevet i samarbejde med hans otteårige datter, som han fortalte om i 2018.
Ifølge The Hollywood Reporter er den kommende film en fortælling om en succesfuld barnestjernes tid som high school-studerende i 1970’erne.
Filmen kommer til at foregå i San Fernando Valley, hvor en række af Paul Thomas Andersons tidligere værker også udspiller sig. Heriblandt pornofortællingen ’Boogie Nights’, multiplotmesterværket ’Magnolia’ og deadpan-komedien ’Punch-Drunk Love’. Barnestjernetematikken har han tidligere berørt i netop ‘Magnolia’.
Der er endnu ikke offentliggjort navne til castet. Andersons producerer, hvad der vil blive hans niende spillefilm, på sit eget produktionsselskab Ghoulardi Film Company.
På Netflix kan man se Paul Thomas Andersens kortfilm ’Anima’, som er et samarbejde mellem ham og Radiohead-frontmand Thom Yorke. Ud over Yorke-samarbejdet har Anderson også i mellemtiden produceret musikvideoer for Haim.
Læs også: Paul Thomas Andersons film – rangeret fra værst til bedst
Læs også: ‘Phantom Thread’ sejrer, hvor ‘Mother!’ fejler