En perfektionistisk, selvhøjtidelig kunstner får næring af sin muse, indtil han spytter hende ud som et afgnavet revelsben og erstatter hende med en ny model.
Sådan kan man beskrive plottet til Darren Aronofskys ’Mother!’, der fik premiere i Danmark i september sidste år. Og mindsandten også til Paul Thomas Andersons danmarksaktuelle ’Phantom Thread’ (herhjemme oversat til ’Den skjulte tråd’), der fik premiere i går.
I Aronofskys film spiller Javier Bardem en unavngiven, frustreret digter, der bor i et hus langt ude på landet med sin kone, spillet af Jennifer Lawrence. Da han opnår succes, går det mildelst talt ud over alle omkring ham, både hustru og nyfødt barn, og i en helvedesbelagt cyklus fortærer han vellystigt sine muser for at kunne forløse talentets ustoppelige urkraft.
I Andersons ’Phantom Thread’ spiller Daniel Day-Lewis den pertentlige kjoledesigner Reynolds Woodcock (!), som er blevet træt af sin seneste muse, hvis småsnak han ikke længere kan udholde over morgenbordet. Sammen med sin søster, der også er hans assistent, bliver de enige om, at det er på tide med feminin luftforandring. Og erstatningen viser sig, da han møder en lidt sky, men charmerende servitrice, Alma, som bliver hans nye romantiske partner og samtidig model for hans udsøgte haute couture.
Manden er Manden
Det er to ambitiøse film om det forhold mellem kunstner og muse, der er blevet skildret i litteraturen i århundreder og hurtigt kan føles bedaget. Skabt af to af tidens mest respekterede auteurs med nogle af filmverdens mest prominente navne som deres muser på lærredet.
Den ene film er et makværk. Den anden noget nær et mesterværk.
Faktisk hjalp ’Phantom Thread’ mig til at se endnu klarere, hvorfor jeg synes, ’Mother!’ – som vores anmelder i sin tid var vild med, mens ikke alle delte hans holdning – er så enerverende en oplevelse.
’Mother!’ er lige så selvoptaget som digteren i centrum, og grundproblemet er, at den vælger allegorien fra start til slut. Manden er Manden, kvinden er Kvinden, barnet er Barnet. På intet tidspunkt føles disse mennesker som rigtige mennesker. Den slags højnet virkelighedssans kan selvfølgelig godt have både charme og berettigelse, men her ser jeg intet andet end konstruktionen, instruktørens overivrige forsøg på at pointere og helst provokere.
Manden er digter, men jeg tror ikke på hans digte. Han har succes, men jeg tror ikke på hans succes. Manden drømmer og længes, men jeg længes ikke med ham. Manden er en opblæst nar, men jeg ved ikke helt, om Aronofsky kan se, hvor opblæst en nar han er, selv når han er kærlig og øm.
I ’Phantom Thread’ er karakter- såvel som miljøskildring til gengæld uhyre præcis. Woodcock er en ekstremt specifik figur. Hans idiosynkrasier – blandt andet altså hans underspillede, men hysterisk morsomme nærtagethed ved morgenbordet – træder frem på lige fod med hans mesterskab. Han er i lange stræk et forfærdeligt menneske, men også et menneske man bliver nysgerrig efter at vide mere om, og som man får en underlig form for sympati med.
Sprækkerne i panseret
Woodcocks rigt ornamenterede House of Woodcock er også fascinerende i sig selv. Det er både hans private hjem og det sted, han udfører sin kunst. Og det er netop i mødet mellem det private og professionelle, at Woodcock bliver et så komplekst menneske. Tingene flyder sammen, hans søster er hans assistent, hans kærester er hans kjolemodeller, hans arbejde er hans liv, hans medmennesker midler til et mål. I ’Mother!’ knager huset fortrinligt, og dets afkroge blive udsøgt afsøgt af kameraet. Men i sidste ende er huset bare Huset.
En sådan præcision får en fortælling til at leve. Det er den, der gør, at man fornemmer en kunstner, som interesserer sig oprigtigt for materien, han har valgt at vække til live, og som samtidig har den distance til stoffet, der gør, at han kan veksle mellem indlevelse og distance. Hvor manden i ’Mother!’ bare er irriterende, dødirriterende, er Woodcock beskrevet med humor og empati. PTA ved tydeligvis godt, at Woodcock er for meget, og han har en fest med at vise det. Day-Lewis’ præstation får Bardems til at ligne noget fra en folkeskolesketch.
Endelig er der musen selv. I ’Mother!’ render Jennifer Lawrence i 105 minutter rundt med et forvildet blik i ansigtet. De sidste 15 plejer hun ham tjenstfuldt som den store urørlige kunstner, han tilsyneladende er. Der er bestemt en inciterende kvalitet over hendes konstante rådvildhed, hendes desperation over det mylder, der vokser sig større i huset, uden at hun aner, hvad der foregår. Men hun er også en passiv og flad figur, et intetsigende offer på dybt vand.
Uden at skulle afsløre for meget er det blevet diskuteret, om Almas udvikling i ’Phantom Thread’ også trækker på stereotypiske forestillinger om, hvor styrken i det kvindelige ligger. Men hun lader sig bestemt ikke forblænde af Woodcock. Hun har sin egen vilje. Hun stritter imod. Hun finder sprækkerne i hans overprofessionelle panser.
Det gør ’Phantom Thread’ til en langt mere interessant historie end ’Mother!’. Sidstnævnte bygger, måske ufrivilligt, blot oven på den forslidte kunstnermyte om det lidende kreative geni, der suger inspiration ud af omgivelserne i kompromisløshedens navn, og det er måske ikke videre sympatisk, men sådan er det ikke desto mindre. Førstnævnte stikker til myten med et nysgerrigt forstørrelsesglas og vender det hele på hovedet til slut. Den giver indtryk af en instruktør med et selvironisk og legesygt forhold til sin egen kunst.
Det kan godt være, ’Phantom Thread’ foregår i 50’erne, men modsat ’Mother!’ er dens indfaldsvinkel til forholdet mellem kunstner og muse meget 2018.
Læs også: Tak for filmene, Daniel Day-Lewis – lad ikke eftermælet drukne i ekstreme method-myter