(Mild spoiler alert: I det følgende antydes det, hvad der overordnet sker ‘Mother!’s sidste del, uden at vi dog går i helt konkrete detaljer).
KOMMENTAR. I Darren Aronofskys ’Mother!’ spiller Javier Bardem en lovprist digter med skriveblokering. Han har ellers på klassisk filmforfattervis isoleret sig i en pragtvilla i naturskønne omgivelser, men inspirationen udebliver. Digteren, der i rulleteksterne kun krediteres som ’HIM’, luder surmulende over det blanke papir og går lange ture for at »tænke«, mens hustruen Jennifer Lawrence – hans Madonna-lignende muse – stryger den store, dygtige mand over håret og med endeløs tolerance forsikrer ham om, at alt nok skal gå.
’Mother!’ er et skingrende egocentreret filmisk selvportræt af den lidende kunstner, der træder alt og alle under fode i VÆRKETS højhellige navn. Musens bevingede inspiration befrugtes under megen møje og besvær, fødes i ekstrem smerte og brænder op i et forløsende inferno, hvor kunstneren bader i massernes næsegruse beundring af VÆRKET.
Herefter nulstilles processen, og kunstnerens genvordigheder starter forfra på ny, ’Groundhog Day’-style. Ak og ve, således er nu engang det kreative genis lod her i livet.
I hvert fald hvis man skal tro Aronofsky, der gennem hele sin karriere har beskæftiget sig med plagede kunstnersjæle i en grad, der gør det svært at tro andet, end at manden konsekvent laver film om sig selv – eller rettere film om, hvordan Aronofsky ser sig selv som kunstner.
Debutfilmen ’Pi’ handlede om et matematisk naturtalents besættelse, ’Requiem for a Dream’ om jagten på det euforiserende fix på bekostning af venner og familie, ’The Wrestler’ om en mørbanket bryders prøvelser på vej til toppen og ’Black Swan’ om en gudbenådet balletdanserinde, hvis sind og krop tvistes ud af proportioner i higen efter den perfekte performance.
We get it – det er ikke nemt at være Aronofsky.
Den menneskelige smerte
Kunstnere, der død og pine kun kan skabe kunst om kunstens tilblivelse, er et fænomen lige så gammelt som kunsten selv.
Ligesom de mange forfattere, der gang på gang vender tilbage til at skrive om forfatterens kvababbelser – Joan Didion, Stephen King, Philip Roth etc. – er Aronofsky heller ikke ene filmmager om at ransage sine processer i et endeløst loop. Og han forstår sædvanligvis at gøre det med et veloplagt selvironisk glimt i øjet. Bardems digter i ’Mother!’ tegnes som en ulideligt forfængelig spradebasse, og titlen referer ligeligt til musen som inspirationens altopofrende moder og kunstneren som en perfid motherfucker i sit virke.
Det er en underholdende præmis, og store værker er da også udsprunget af, at en kunstner har vendt blikket indad og favnet sin indre motherfucker. Spørg bare Lars von Trier, der som bekendt gang på gang bestøver sine filmfortællinger med foruroligende mængder eksistentiel angst – for kunsten, verden, kvinder og døden – med depression og alkoholmisbrug til følge. Eller Woody Allen, som igennem snart fem årtier aldrig har skrevet en film uden at spejle sine egne neuroser – over kunsten, verden, kvinder og døden – i en hovedkarakter.
Tendensen trækker ligeledes spor i det moderne serieland, hvor det flyder over med humoristiske, semibiografiske skildringer af den kreative klasses egne udfordringer: Fra Lena Dunhams wannabe-generationsstemme Hannah i ’Girls’, Aziz Ansaris Dev i ’Master of None’ og komikeren Pamela Adlons Hollywood-mor i ’Better Things’.
Aronofskys navlepilleri er altså delvist tilgiveligt i en branche opført på pillerne af svulstige egoer, med Orson Welles, Federico Fellini og samtlige franske nybølgeinstruktører fra 60’erne som filmhistoriske fanebærere.
Men der går ren rablende arrogance i den, når han i ’Mother!’ tonedøvt sidestiller sine kunstneriske dæmoner med alvorstunge globale problematikker og bruger digterens indre kaos som en parabel for flygtningekriser og klimakatastrofer. Kun Kanye West ville vove en lignende kobling!
I videointerviewet herover med Hollywood Reporter fortæller instruktøren med seriøs mine:
»Lige nu ser vi konsekvenserne af klimaforandringer og den forfærdelige menneskelige smerte, de medfører. Det reflekterer ’Mother!’«.
Med andre ord: Lige i hælene på kunstneres smerte over kreativt dødvande kommer samfundspolitisk ansvar og smerten over reel død og ødelæggelse. Eller var det den anden vej rundt?
Se, mor!
Filmen reflekterer en instruktør, der totalt har mistet jordforbindelsen. Aronofsky vil fortælle os om verden, men kan intet se med hovedet oppe i egen Hollywood-røv. I stedet for at kritisere kunstnerens udnyttelse af verdens desperate mennesker kommer han selv uforvarende til at udnytte dem i sit forskruede verdenssyn.
I ’Melancholia’ skildrede Trier selve klodens undergang. I ’Antichrist’ tvang han mennesket tilbage til naturen og slap kvinden løs som dødbringende urkraft. Heftige selvreferentielle mareridt, ville man mene. Men skønt den danske instruktørs ego uomtvisteligt skinner igennem i alle hans film, har det immervæk endnu ikke formået at overskygge fortællingernes eksistensberettigelse.
I ’Mother!’ forvandler det selvironiske glimt i Aronofskys øje sig til et manisk tick, idet hans dramaturgiske narcissisme muterer til et monster af et forkælet barn, der smadrer løs på sit legetøj for stolt at fremvise en lemlæstet Barbie og kalde den et symbol på verdens problemer. Se, mor!
Manden burde nok have skrevet dagbog. Eller gæstet en psykolog, inden han ivrigt sprang om bag kameraet for at dele sin nyopdagede åndelige forbindelse til nødstedte flygtninge. I stedet har vi nu med ’Mother!’ fået en af nyere filmhistories mest hovedrystende eulogier over kunstnerisk storhedsvanvid. Udråbstegn.
Læs også: Anmeldelse af ‘Mother’ – Den mest rystende film siden ’Irréversible’