KOMMENTAR. Paul Thomas Andersons ’One Battle After Another’ er – hævet over enhver tvivl – en af årets største film.
Anmelderne er faldet i svime i en sådan grad, at filmen har en uhørt høj værdi på 95 på anmelderopsamlingssitet Metacritic. Og den må lige nu, sammen med Chloé Zhaos ’Hamnet’, anses for at være den absolutte favorit til at vinde Bedste film-prisen ved næste års Oscar-show, ikke mindst fordi instruktøren bag kanoniserede værker som ’Magnolia’, ’There Will Be Blood’ og ’The Master’ på nærmest ufattelig vis aldrig har vundet en Oscar.
Til gengæld er ’One Battle After Another’ ikke en entydig succes ved de amerikanske billetluger. Efter premiereweekenden kunne man godt nok læse overstadige overskrifter om, at det var PTA’s bedste åbning nogensinde, men med til den historie hører, at den anerkendte instruktør aldrig rigtigt har haft et kommercielt hit. Han har lavet udødelige mesterværker, men han har aldrig ramt det brede publikum.
Det håbede mange ville ske med ’One Battle After Another’. Både fordi den har en af klodens største filmstjerner i centrum, og fordi den er blevet kørt i stilling som noget så appellerende som en actionfilm med kant og hjerte. Men især fordi budgettet var Paul Thomas Andersons mest svulmende i karrieren.
Filmen har kostet mindst 130 millioner dollars – nogle rapporter har gættet på helt op til 170 millioner. Christopher Nolans Oscar-vinder ’Oppenheimer’ kostede til sammenligning blot 100 millioner.
Den afgørende premiereweekend i hjemlandet var middelmådig: ikke katastrofal, ikke prangende. Den indspillede 22 millioner dollars i USA, hvilket kun er Leonardo DiCaprios 11. bedste åbning i karrieren, tilmed lidt under Scorseses langt mindre kommercielle langtrækker ’Killers of the Flower Moon’.
Lige nu har den siden premieren 26. september indtjent 54 millioner dollars på hjemmebanen. På verdensplan har filmen foreløbigt indspillet i alt 138 millioner dollars.
Og da tommelfingerreglen er, at man skal indtjene mindst to en halv gange så meget som produktionsbudgettet for at gå i nul (resten af budgettet går til marketing, PR, priskampagnearbejde mv.), er det så godt som sikkert, at det bliver en underskudsforretning for filmstudiet Warner Bros., der til gengæld har haft et bragende flot 2025 med hits som ’Sinners’ (en originalfilm, der er både langt billigere og har tjent langt mere end ’One Battle After Another’), ’A Minecraft Movie’, ’Superman’, ’Final Destination: Bloodlines’ og ’F1’.
Heldigvis er der dog også en opløftende side af den kommercielle historie om Paul Thomas Andersons epos.
Lille land, flotte tal
Paradoksalt nok er denne meget amerikanske fortælling om revolution og fascistoide samfundstendenser nemlig mere populær uden for USA.
De internationale tal er flotte, og publikumstilgangen gik cirka 50 procent ned fra første til anden uge på det amerikanske marked, gjaldt det kun omkring 20 procent internationalt.
Især i Europa er filmen et hit. Og med klaphatten fremme kan vi glæde sig over, at vi danskere som få andre har taget den til os.
’One Battle After Another’ gik direkte ind som den mest populære film i de danske biografer, hvor den stødte ’Ternet Ninja 3’ af tronen. Den holdt førstepladsen i to uger, selvom Biografklub Danmark-filmen ’A Big Beautiful Journey’ fik premiere undervejs. Og først i denne weekend måtte den trods alt se sig slået af to danske nytilkommere i form af ’Den sidste viking’ og ’Børnene fra Sølvgade 2’.
Danmark var simpelthen det 11. bedste land for filmen de første to uger, hvilket da også er blevet bemærket af internationale branchemedier som Screen Daily. I går lød det foreløbige publikum to en halv uge efter premieren på 87.500 danske billetter, og dermed har den allerede overgået PTA’s hidtil bedste resultat i Danmark, ’Magnolia’ med 69.000 solgte billetter tilbage i 2000 (’There Will Be Blood’ er hans nummer 2 med 48.000).
Der er et stykke vej op til ’Oppenheimer’s 460.000 billetter i Danmark eller til nyere DiCaprio-storfilm som ’Once Upon a Time in Hollywood’ eller ’The Revenant’ (hver med over 300.000). Men akkurat som med disse tre viser det, at danskerne møder op til løftet om noget så godt gammeldags som en stor ambitiøs Hollywood-film, tydeligt skabt til det hvide lærred og med en appellerende stjerne i hovedrollen.
Man kunne være så fræk at påstå, at danskerne faktisk stadig går op i ægte filmkvalitet!
Et politisk kampskrift? En blockbuster?
Men hvad skyldes det, at europæere mere end amerikanerne selv har taget filmen til sig?
Mit bedste bud er en interessant forskel i modtagelsen.
I USA er ’One Battle After Another’ blevet læst intenst ind i tidsånden. De amerikanske medier har flydt over med think pieces om, hvad filmen siger om landets nedslående forfatning lige nu: Om dens forbindelse til antidemokratiske bevægelser, Trump, MAGA, racisme, manosfære og så videre.
I Danmark er filmen derimod blevet opfattet som et sprudlende opfindsomt og medrivende actionridt. Som intelligent og hæsblæsende mainstream. I underoverskriften spurgte Politikens moderat begejstrede anmeldelse sågar: »Men er det ikke bare en blockbuster?«
I publikums øjne skal det »bare« nok snarere vendes til et: Netop! Det er netop noget så sjældent som en ambitiøs, underholdende og uforudsigelig blockbuster af den slags, man gerne vil bruge et par hundrede kroner på at opleve på det store lærred i selskab med andre. En af den slags film for voksne, der ikke bliver lavet voldsomt mange af længere.
At reflektere over ’One Battle After Another’ i forhold til USA’s aktuelle tilstand er selvfølgelig både relevant og interessant. Det kan også meget vel være den dimension, der får filmen over Oscar-stregen næste år, og som sikrer den en central plads i historiebøgerne på lang sigt.
Ikke desto mindre kan det også være lidt af et kommercielt turnoff nu og her for amerikanere, som har brug for en flugt væk fra den tyngende virkelighed, når de går i biffen. Og måske har det ikke stået helt klart for alle, at ’One Battle After Another’ faktisk i høj grad er præcis det, når man først har smækket numsen i sædet: Forrygende eskapisme, blot med stof til eftertanke, når man har pustet ud bagefter.
Må ikke føles som lektier
Ryan Cooglers vampyrfilm ’Sinners’ fik lov til at være den legesyge, frydefulde genreleg, som filmen er samtidig med fortællingens racehistoriske perspektiver, og den blev et overraskende box office-hit i USA. ’One Battle After Another’ har et plot, der er svært at forklare helt enkelt, og dens trailer indrammede ikke for alvor filmen. Den er, tror jeg, blevet opfattet for meget som et partsindlæg, eller måske som lektier.
I Danmark kan politisk ladede film, der meget specifikt kommenterer amerikanske samfundsforhold, også være et tough sell, men ’One Battle After Another’ bliver altså lykkeligvis opfattet ud fra formularen: Fantastisk instruktør laver episk actionpræget og tilmed gakket storfilm med verdens største filmstjerne i hovedrollen. Købt!
Det må give stof til eftertanke også for den hjemlige filmbranche, at danskerne er klar på det originale og uforudsigelige, så længe de får færten af høj kvalitet og en oplevelse specifikt rettet mod det store lærred. Følelsen af at få proppet et budskab i halsen er mindre tillokkende.
For Paul Thomas Anderson er det selvfølgelig ærgerligt, at hans film er en underskudsforretning. I forvejen har man i Hollywood joket med, at alle studier i ren veneration over for hans talent laver én film med ham for så at sende ham videre: Nu er det jeres tur!
‘One Battle After Another’ kan meget vel betyde, at han ikke får lov til at lege med den slags budgetter fremover – at pengemændene én gang for alle må sande, at den visionære filmskaber bare ikke er kommercielt bredtfavnende.
Men budgetter og indtjening er selvsagt ikke alt, og for instruktørens langsigtede renommé (og for kunsten i det hele taget) er det fløjtende ligegyldigt, om Warner får sin investering hjem.
Med ’One Battle After Another’ slår PTA endnu engang fast, at han er en af sin generations største filmskabere, der insisterer på at gå nye veje for hver film, han sætter i søen.
Og mon ikke han nok kan leve med at mangle Nolans magnetiske indvirkning på det brede publikum, når han står med karrierens første Oscar til marts.
Går det helt galt, må han jo komme til Danmark og lave film. Vi har i hvert fald hans ryg!
’One Battle After Another’ kan ses i biografen.