Skuespilleren til She-Hulk i ny Disney+-serie er fundet

Skuespilleren til She-Hulk i ny Disney+-serie er fundet
Tatiana Maslany

Disney+ er landet i Danmark til stor fanfare, om end man måske hurtigt vil have gennemført det nye indhold, tjenesten har på menuen.

Det betyder dog ikke, at der ikke er lovende sager i støbeskeen. Én af dem er den kommende Marvel-serie ‘She-Hulk’, der handler om advokaten Jennifer Walters, som arver sin fætter Bruce Banners kræfter efter en blodtransfusion. Hun bliver dog ikke, som den klassiske Hulk, vred og ustyrlig, når hun er She-Hulk, men bevarer sin intelligens.

Nu er skuespilleren til den ikke helt nemme rolle så fundet. Og det bliver Tatiana Maslany, der beviste sine utrolige evner, da hun indtog syv-otte forskellige roller i serien ‘Orphan Black’ (2013-17).

Siden har Maslany haft roller i indiefilm a la ‘Two Lovers and a Bear’ og biroller i serier som ‘Perry Mason’, men nu får hun altså sin store nye chance.

Da jeg interviewede Maslany under Cannes-festivalen i 2016, spurgte jeg hende sjovt nok, om hun kunne se sig selv i en superhelterolle, hvortil hun svarede:

»Hah, det afhænger af hvilken superhelt! Men jo, det ville da være fantastisk«

‘She-Hulk’ kommer til Disney+ i 2021 eller 2022.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af