Sacha Baron Cohen har – igen – overrasket alt og alle ved om kort tid at lancere sin ‘Borat’-opfølger med den mundrette titel ‘Borat Subsequent Moviefilm: Delivery of Prodigious Bribe to American Regime for Make Benefit Once Glorious Nation of Kazakhstan’.
Her bider han sig igen i haserne på den amerikanske folkesjæl – ikke mindst de racistiske, homofobiske og på andre måder fordomsfulde hjørner af den.
Og at Sacha Baron Cohens forvandlinger ikke bare er tant og fjas, står klart i et nyt debatindlæg fra hans hånd i Time Magazine, hvor han advarer mod Trump-embedets propaganda.
I artiklen fortæller han, at han to gange har frygtet for sit liv – én gang på den første ‘Bruno’ og én gang på den nye ‘Borat’.
I en herlig scene i ‘Brüno’ fra 2009 giver ‘supermodellen’ den som wrestler i en brydering i Arkansas. Han udfordrer alle til at stille op imod ham, før hans mandlige ekskæreste dukker op, og de to ender med at snave hinanden i gulvet foran det måbende publikum.
»Publikum – inklusive nogle fanger på prøveløsladelse med swastika-tatoveringer – brød ud i homofobiske ytringer og begyndte at kaste metalstole efter os. Havde jeg ikke smuttet ned i en lem i gulvet og ud af en flugttunnel, tror jeg, at publikum havde tævet mig bevidstløs«, skriver han.
Den anden gang var under indspilningerne af den kommende ‘Borat’-film. Her dukkede han op som højreorienteret sanger under et møde for våbenrettigheder i Washington State.
»Da arrangørerne endelig stormede scenen, skyndte jeg mig til et flugtbil tæt på. Det vrede publikum blokerede vejen og begyndte at banke på bilen med deres knytnæver. Under mine overalls havde jeg en skudsikker vest, men den føltes utilstrækkelig med folk derude, der bare semiautomatiske våben.
Da nogen flåede døren op for at trække mig ud, brugte jeg hele min krop for at lukke døren igen, indtil vores bil kunne manøvrere sig fri. Jeg var heldig at klare mig ud i ét stykke. De næste uger vil bestemme, om USA er lige så heldige«, skriver han.
Den nye ‘Borat’-film får premiere 23. oktober på Amazon Prime i USA, men det er endnu uvist, om den også får premiere på dansk Prime. Vi krydser fingre.