Sacha Baron Cohens Borat-opfølger, ‘Borat Subsequent Moviefilm‘, er det helt store samtaleemne i disse dage. Særligt én scene, hvor Cohen og hans medskuespiller Maria Bakalova får Trumps toprådigver Rudy Giulianis klamme sider frem i lyset, er løbet med opmærksomheden.
Her fører makkerparret den tidligere borgmester i New York bag lyset under et opsat interview i et hotelværelse, der ender med, at Giuliani skal til at smide bukserne for Bakalovas karakter, inden Borat stormer ind i værelset og udbryder: »Hun er 15! Hun er alt for gammel til dig«.
Nu har Cohen – i karakter som Borat – forsvaret Giulianis handlinger i en morsom video: »Hvad der var uskyldig sexy-time mellem en mand i samtykke og min 15-årige datter, er blevet forvandlet til noget forfærdeligt af fake news medier«, lyder det blandt andet.
Giuliani påstår selv, at han bare var i gang med at tage sin skjorte ned i bukserne, efter at have fjernet mikrofonen, da han opdagede bedraget: »På intet tidspunkt før, under og efter interviewet var jeg upassende. Hvis Sacha Baron Cohen siger det modsatte, er han en iskold løgner«, skrev han på Twitter.
I et interview med Good Morning America slår Cohen dog fast, at han ikke har manipuleret med optagelserne: »Han gjorde, hvad han gjorde«.
Scenen har sågar fået opmærksomhed fra Trump, der godt nok ikke kommentere optagelserne, men alligevel kalder Cohen et »kryb«.
‘Borat Subsequent Moviefilm’ kan ses på Amazon Prime.