Sacha Baron Cohens satiriske skuespil har tilsyneladende nået nye højder i den kommende ‘Borat’-efterfølger, som er blevet en af årets mest ventede film.
I et interview med New York Times fortæller Cohen, hvordan han i bedste method acting-stil levede som karakteren – også når de ikke filmede:
»Det sværeste var, da jeg var nødt til at bo i karakteren i fem dage i ’lockdown’-huset«, siger han med reference til et tidspunkt i filmen, hvor han flytter ind hos to konspirationsteoretikere under coronakarantænen, for at vise hvordan politisk propaganda på sociale medier påvirker almindelige mennesker i USA.
»Jeg vågnede og spiste morgenmad, frokost, middag og sov som Borat, da jeg boede i hus med de to konspirationsteoretikere. Du kunne ikke have et minut ude af karakteren«, fortæller han.
Filmen blev optaget i al hemmelighed henover foråret og sommeren og handler om den kazakstanske journalist Borat, der vender tilbage til USA for at gifte sin datter væk til »someone close to the throne«, hvilket har givet anledning til en perlerække af vilde scener.
Blandt andet kan man i den fornyeligt offentliggjorte trailer få en forsmag på Borat, der iført et Donald Trump-kostume bryder ind under en Mike Pence-tale ved en politisk konference i et forsøg på at forære sin datter væk som en kasakhisk gave til vicepræsidenten.
Her skulle han igennem utallige sikkerhedstjek, hvilket endte med, at han måtte søge skjul på toilettet:
»Jeg endte med at gemme mig på badeværelset og overhøre konservative mænd gå på toilettet i fem timer, inden jeg brød ind i lokalet. Vi var omgivet af efterretningstjeneste, politi og intern sikkerhed«.
’Borat: Subsequent Moviefilm’ får premiere på Amazon Prime 23. oktober, også i Danmark.