Gid man boede i Storbritannien.
I går landede den første film ‘Mangrove’ fra Steve McQueens skamroste miniserie på den britiske udgave af Amazon Prime, og i næste uge får briterne mulighed for at se den næste i rækken, ‘Lovers Rock’, som nu har fået sin første teaser.
‘Small Axe’ præsenterer en ny historie og et nyt karaktergalleri i hver af de fem film, men fælles for dem er, at de kredser om racismen mod det Vestindiske miljø i London fra slutningen af 60’erne til midten af 80’erne.
‘Lovers Rock’ er hensat til 80’ernes London og er en ode til den romantiske reggaegenre med det samme navn, som den sorte ungdom dansede og elskede til ved private husfester, eftersom de ikke var velkomne på de hvide natklubber.
På rollelisten finder man debutanten Amarah-Jae St. Aubyn samt Michael Ward (‘Top Boy), Shaniqua Okwok (‘Boys’), Kedar Williams-Stirling (‘Sex Education’) og Ellis George (‘Dr. Who’).
‘Small Axe’ har spillet på forskellige filmfestivaler tidligere på året, og her har serien fået en fremragende modtagelse, blandt andet fra The Guardian, der gav fuld plade til de tre første afsnit.
‘Small Axe’ kører som bekendt på den britiske udgave af Amazon Prime, men desværre tyder det foreløbigt ikke på, at den bliver tilgængelig på den danske udgave af tjenesten.