’On Becoming a God in Central Florida’: Jeg tilbeder Kirsten Dunst som alligatorpløkkende forstadsgud
Kender du det, når en anerkendt skuespiller, du aldrig rigtigt har bemærket, pludselig lyser op i en overraskende rolle, der giver dig lyst til at kaste dig ned i støv og kysse vedkommendes fødder i salig, hengiven tilbedelse?
Nej? Nå, men sådan har jeg det altså med Kirsten Dunst efter møde med den nye sorthumoristiske sydstatssag ‘On Becoming a God in Central Florida’.
Serien, der blandt andet er produceret af Dunst selv, udspiller sig i et 90’er-lækker-grimt forstads-Florida, hvor uligheden er stor og drømmene endnu større.
Dunst spiller rollen som den hårdtarbejdende Krystal Stubbs, kone til Travis, en helt igennem uigenkendelig kikset Alexander Skarsgård, der er dum som en dør og en rimelig god forklaringsmodel på, hvorfor staten knap 30 år senere kan udpege drømmefangeren Trump som deres foretrukne præsident.
Krystal er præget af en opvækst på bunden og har realistiske drømme om et nogenlunde normalt liv et fornuftigt sted over fattigdomsgrænsen. Hendes mand Travis derimod sigter efter stjernerne og en tilværelse i luksus. Julelys tændes i hans dum-blanke øjne, når han tænker på, hvordan det ville være at være en af dem, alle de andre så op til. Selv ser han op til den Trump-lignende Garbeau, leder af en sektlignende organisation, der indfanger og forleder drømmehoveder som Travis med bedrageriske motivationsbånd og et løfte om guld og grønne skove
Travis’ jagt på drømmene i Garbeaus organisation fører ham ikke til velstandens tinder, men derimod ned på bunden af en sø, hvor han på tragikomisk manér bliver spist af en alligator. Alene tilbage står Krystal med deres nyfødte baby på armen og Travis’ efterladte gæld til op over begge øreflipper.
Lortesituationen tænder en vrede i den nybagte enke. Hun markerer startskuddet på sin nye tilværelse ved at gå ned og pløkke alle de alligatorer, hun overhovedet kan ramme. Dernæst er det den der skide altødelæggende amerikanske drøm, der står til nedlæggelse.
Omringet af tabere, røvhuller og drømmere (lige tilpas vel-overspillet af blandt andre Theodore Pellerin, Mel Rodriguez og Usman Ally) er det op til Krystal at være sin egen lykkesmed i et system, der vitterligt ikke byder på andet end sure citroner. Og ih, hvor er det altså herligt at se den snu forstadsdronning presse lemonade ud af al tænkelig modstand med nævenyttig stædighed og slangesnu karisma.
Selv om den nu 38-årige Dunst har været vidt omkring i et imponerende bredspektret indieperle-repertoire, er det, som om jeg aldrig før har fået øje på det lysende talent bag de ellers så velkendte katteøjne og de dybe smilehuller.
Der skulle åbenbart lidt sydstatsaccent, en orn’lig omgang selvbruner og en hårdtslående hovedrolle til. For når Kirsten Dunst giver den gas som Krystal Stubbs, er det altså praktisk talt umuligt at kigge væk. Og nu efter tre afsnit af ’Becoming a God in Central Florida’ har jeg bare lyst til at tilbede Dunst ved det store stjerne-alter og be’ om mere, mere, mere.
Kort sagt:
Kirsten Dunst lyser op som snu forstads-gud i sortsjov og velspillet serie.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.