Spoilers for de første fire sæsoner af ’29’.
Alle gode ting får en ende, herunder også Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags geniale komedieserie ’29’.
Femte og sidste sæson lander således på streamingtjenesten Xee 1. januar, og serieskabernes fiktive alteregoer Julie og Jesper er på alle måder et helt andet sted nu, end da vi først mødte dem som singler i slut-20’erne.
I fjerde sæson var Julie gravid med Jespers barn, uden at de to dog længere var kærester, og i finalen sprang serien så pludselig som noget helt nyt frem i tid, hvor vi så duoen i hvert deres (tilsyneladende) trygge forhold.
Femte sæson vil imidlertid fylde hullerne ud, og kommer dermed formentlig til at foregå i flashbacks. Og der bliver rigeligt at tage fat – ikke mindst selve barnets ankomst, Julie og Jespers forsøg på at balancere venskab og forældrerollerne, og Jespers nye mandekæreste.
»Det har været svært at tage beslutningen om at lade det være sidste sæson, fordi vi stadig mærker så meget støtte og kærlighed til serien. Vi har fra starten insisteret på, at hver sæson skulle løfte sig fra den forrige, og det synes vi er lykkedes.
Men det skal også slutte, mens legen er god. Og selvom det er slut for en periode, så betyder det jo ikke, at vi ikke kan vende tilbage til universet senere. Der er jo også noget, der hedder en 40-års krise«, siger Jesper Zuschlag.
Vi er klar med lommetørklæderne.
Alle 8 afsnit af ’33’ er klar på streamingtjenesten Xee 1. januar. Fra 4. januar sendes serien på flow-kanalen af samme navn med et afsnit hver mandag.