Det er kun seks år siden, den syvende og sidste sæson af HBO’s saftige vampyrserie ‘True Blood’ løb over skærmen, men nu skulle et reboot allerede være på vej.
Det skriver Indiewire som endvidere kan afsløre, at det er serieskaberen bag Netflix’ ‘The Chilling Adventures of Sabrina’ og ‘Riverdale’, Roberto Aguirre-Sacasa, der har kastet sig over projektet. ‘True Blood’s oprindelige skaber Alan Ball (som også stod bag ‘Six Feet Under’) er tilknyttet som producer.
I ‘True Blood’ – baseret på vampyromanserien ‘The Southern Vampire Mysteries’ af Charlaine Harris – spillede Anna Paquin servitricen Sookie Stackhouse, der forelsker sig vampyren Bill Compton (spillet af Stephen Moyer, som Paquin også dannede par med i virkeligheden i en årrække). Alexander Skarsgård medvirkede som den »onde«, men ovenud forførende vampyrrival Eric, mens danske Alan Hyde dukkede op som oldgammel blodsuger.
‘True Blood’ blev lidt af en sensation, da første sæson fik premiere i 2008, og seere blev trakteret til en pikant cocktail af grafiske blodsudgydelser og endnu mere grafisk sex. Ball forlod imidlertid serien efter fire sæsoner, hvorefter kvaliteten tog et mærkbart dyk ned i (endnu mere) udpræget sexy-soap.
Det er endnu uvist om nogle af de oprindelige castmedlemmer vender tilbage i rebootet, men Roberto Aguirre-Sacasa har til gengæld for alvor fået blod på tanden (sorry), og er således også igang med at udvikle en ‘Dracula’-serie med fokus på den mørke prins’ tre brude.
Held og lykke med at leve op til Claes Bangs forrygende underholdende ‘Dracula’-serie på Netflix, siger vi bare.