’Superintelligence’: Kan denne Melissa McCarthy-komedie blive menneskehedens endeligt?
Hvis en almægtig dataskabt intelligens indtog min computer og gav mig tre dage til at overbevise den om ikke at bruge sine superkræfter på at udrydde menneskeracen, ville jeg for alt i verden ikke vise den Ben Falcones ‘Superintelligence’.
Jeg mistænker, at superintelligensen – der i filmen kunne se sig selv spillet af en irriterende James Corden – ville blive superfornærmet over at fremstå hverken vittig, sammenhængende eller skræmmende. Og jeg frygter, at mødet med den tamme komedie, blandt andre menneskelige dårskaber, kunne være det udfaldsgivende argument, der endeligt overbeviste det kynisk kalkulerede datamonster om at fælde dødsdom over menneskeracen.
Der skal ikke overmenneskelig intelligens til at gennemskue, at ‘Superintelligence’ ikke er nogen særlig god film. Den er først og fremmest et ufarligt og uigennemtænkt bud på, hvad der ville ske, hvis en A.I. voksede sig klogere end menneskeracen. Dernæst er filmen, der måske er et pejlemærke for den nye streamingtjeneste HBO Max’ brede profil, en genreforvirret omgang fredagsslik, fyldt med blødsød komediesnask, lidt gumpetung spion-komik og et strejf af smagsforladt sci-fi.
Handlingen lyder således: Da en altovervågende superintelligens opsnapper, at Carol (Melissa McCarthy i sin måske mest harmløst nuttede inkarnation til dato) er en helt igennem gennemsnitlig person, udser den hende som sit offer for et, mildt sagt, underligt eksperiment. Superintelligensen, der påtager sig James Cordens muntre stemme og facon for at berolige Carol, har stillet sig selv den finurlige opgaveformulering at bruge lige præcis tre dage på at tage stilling til, om den vil bevare eller udrydde menneskearten.
Af superintelligente og for almindeligt dødelige helt forståelige årsager mener Corden/Superintelligensen, at den vil blive klogere ved at hjælpe den gennemsnitlige Carol med at finde sammen med sin ekskæreste (Bobby Cannavale). Og vupti-dupti, før man ved af det, er trusler om dommedag trumfet af makeovers og sødblødt kurmageri, tilsat datadrevne Corden som irriterende sidekick med uheldig hang til at bruge al sit overmenneskelige overskud på usammenhængende argumentation og ikke-sjove populærreferencer.
Der er god kemi mellem McCarthy og Cannavale (der godt nok er underligt hundehvalpsagtigt handlingslammet som ekskæresten George), og det er da egentlig hyggeligt nok at hænge ud i deres kærlighedsboble. Men hold kæft, hvor er det synd at spilde McCarthys komiske talent på sådan en omgang ligegyldig hyggenygge! Og hold da kaje, hvor er det helt væk at bruge A.I. som et afsæt for en sød lille romantisk komedie berøvet for al dataforståelse og satirisk bid.
Potentialet til det, der kunne have været, titter lidt frem i periferien. I et tyndt sideplot til kissemisse-romancen planlægger den amerikanske regering og verdens sociale medier at indfange superintelligensen og mørklægge verdenssamfundet under en falsk dækhistorie.
Den amerikanske regering i hemmeligt ledtog med sociale medier om at skabe fake news – sikke dog en gakket og dog uhyggeligt genkendelig tanke! Måske ‘Superintelligence’ var blevet en intelligent og veloplagt satire, hvis instruktør Falcone og manuskriptforfatter Steve Mallory havde turdet forfølge den spændende tanke?
Men ak! Falcone, der er gift med McCarthy i virkeligheden og har lavet film med hende før (‘Tammy’, ‘The Boss’ ‘Life of the Party’) vil åbenbart hellere se sin kone kysse på cutiepie Cannavale. Det er en tam (og ganske u-Tammy’sk) udnyttelse af ellers stort komisk talent.
Det er også et ubidsk, ufremsynet og ærgerligt uudsyret bud på, hvad der sker den dag, teknologien endelig banker os i Turing-testen.
Kort sagt:
‘Superintelligence’ er en uintelligent, genreforvirret og forglemmelig komedie med en tæmmet McCarthy i hovedrollen.