Den anerkendte indieinstruktør Noah Baumbach (‘The Squid and the Whale’, ‘Frances Ha’) fik karrierens bredeste succes med Netflix-filmen ‘Marriage Story’, der sidste år blev nomineret til seks Oscars.
Nu er han så på vej med opfølgeren, igen for Netflix, hvor han genforenes med Adam Driver fra netop ‘Marriage Story’ og med sin hustru Greta Gerwig, med hvem han har samarbejdet på blandt andet ‘Frances Ha’ og ‘Mistress America’.
For første gang filmatiserer han en roman – og ikke en hvilken som helst af slagsen. Han har nemlig kastet sig over den amerikanske mesterforfatter Don DeLillos klassiker ‘White Noise’, som ofte er blevet beskrevet som en ufilmatiserbar bog.
Den handler om en professor i Hitler-studier (Driver), der har en kone (Gerwig) og fire børn. Både han og hustruen lider af akut dødsangst, og deres ængstelighed bliver til virkelighed, da en luftbåren gift slipper ud i området og lægger en sort sky over himlen.
Optagelserne skal ifølge Production Weekly gå i gang i juni.