Efter godt 15 hårde år med dybdeborende journalistik, tvivlsom etik og tomler i vejret er Borat Margaret Sagdiyev klar til sin velfortjente pension. I et nyt interview med Variety reflekterer Sacha Baron Cohen over den kasakhstanske journalists renæssance i ’Borat Subsequent Moviefilm’, der udkom i slutningen af oktober – lige op til det amerikanske præsidentvalg.
I interviewet fortæller Cohen blandt andet, at han havde regnet med at pensionere Borat efter den første Borat-film i 2006. Eftersom hele satiren er så afhængigt af overraskelser, ville det nemlig være svært at genbruge figuren i kølvandet på den massive publikumssucces, film nummer et høstede.
Men Sacha Baron Cohen ændrede alligevel mening – og dét af en helt særlig årsag. »Jeg hev Borat frem på grund af Trump,« fortæller han.
»Jeg følte, demokratiet var i fare, jeg følte, at folks liv var i fare, og jeg følte mig nødsaget til at færdiggøre filmen,« fortæller Cohen. »Filmen handlede oprindeligt om faren ved Trump og Trumpisme. Det, coronavirussen demonstrerede, var, at der er en dødelig effekt af hans spredning af løgne og konspirationsteorier«.
Slutteligt bekræfter Cohen, at ’Borat Subsequent Moviefilm’ umiddelbart var den kasakhstanske journalists sidste tur i manegen. »Der var et formål med denne film, og jeg kan ikke rigtigt se formålet med at gøre det igen. Så ja, han er lagt på hylden«.