Det skorter selvsagt ikke på absurde optrin i Sacha Baron Cohens grænsesøgende ’Borat’-opfølger, ’Borat Subsequent Moviefilm: Delivery of Prodigious Bribe to American Regime for Make Benefit Once Glorious Nation of Kazakhstan’ (en titel der bare skriger på, at en stakkels prisuddelings-presenter fucker oplæsningen op i en nær fremtid).
Sekvensen, hvor Baron Cohens fumlende, antisemetiske, antifeministiske og antidemokratiske ’journalist’ indlogerer sig hos to konspirationslystne højrefanatikere i sydstaterne er lige så hylende morsom, som den er neglebidende angstinducerende, når man overvejer, at komikeren rent faktisk forblev in character i tre lange dage, hvor han sov i huset og tilbragte alle vågne timer med de to hillbillys (og nå ja, lavede strækøvelser i deres stue iført strap-on-dildo).
Og da Borat i forklædning som countrysanger med et horn i siden på medierne får en forsamling lalleglade Trump-støtter til at synge med på omkvædet »chop ’em up like the Saudis do«, får man igen, igen, igen bekræftet sine værste mareridt om de svært bevæbnede grødhoveder under MAGA-kasketterne.
Fra »sexy time« til kvindekamp
Lol, ja. Overraskende, nej. For uanset hvor meget løvemod og slagterhundefrækhed Baron Cohen udviser i sin ’Subsequent Moviefilm’, er det vanskeligt for selv den skarpeste satiriker at trumpfe den daglige strøm af absurditeter fra amerikanske WTF News, der over de sidste fire kaotiske år har medført en vis flokchokimmunitet.
Det ved han selvfølgelig udmærket godt, ham Sacha, hvorfor filmen primært er tiltænkt som et opråb snarere end en røvtagende exposé (Rudy Giuliani vil givetvis føle anderledes – når han vel og mærke er færdig med at føle sig på selv). Og navnlig ét tema står i højsædet for værket:
USA’s grumt skævvredne kvindesyn.
Sacha Baron Cohen retter sigtekornet direkte mod patriarkatet i en hudfletning af, hvordan misogyni og sexisme blomstrer uskønt under Trump/Pence-administrationen, og i et sjældent interview med New York Times tidligere på måneden fortalte komikeren, at filmen har et meget specifikt budskab til kvindelige amerikanske vælgere. Hvorfor det også var overmåde vigtigt, at den kom ud før valget den 3. november:
»Vi vil gerne have, at filmen fungerer som en påmindelse til kvinder om, hvem de stemmer på – eller ikke stemmer på. Hvis du er kvinde og ikke stemmer imod den her fyr, så skal du vide, hvad det er, du gør mod dit køn«, sagde Baron Cohen.
Pastoren fra helvede
I ’Subsequent Moviefilm’ stiller mænd ikke spørgsmålstegn ved at proppe Borats 15-årige datter Tutar (Maria Bakalova) i en trækasse og sømme låget på. Smokingklædte herrer joker lummert om, hvad teenagepiger er værd (»500 dollars«), mens de holder deres egne døtre i hånden samtidig. Mandlige læger anbefaler redeligt brystforstørrelser og korrigerende ansigtskirurgi til mindreårige piger, og en sugardater forklarer indtrængende, at det altså er vigtigt, at kvinder ikke virker alt for kloge, for det tænder mænd ikke på.
Som mantraet lyder i Brie Larsons hadeklubber: Shut up and smile!
Åh ja, og så er der filmens mest opsigtsvækkende kendis-scoop, hvori førnævnte tidligere New York-borgmester og Trump-advokat Rudy Giuliani interviewes af Tutar på et hotel og efterfølgende læner sig tilbage på sengen og stikker hånden i buksen for måske/måske ikke at fifle med skjorten og ikke sjoveren, inden Borat bryder ind i lokalet og råber, at Tutar med sine 15 år er »alt for gammel til dig!«.
Men den mest skræmmende scene er immervæk dén, hvor Borat tager Tutar med til graviditetsklinikken Crisis Pregnancy Center i South Carolina for at mødes med Pastor Jonathan Bright.
Joken for os seere er, at Tutar er kommet til at sluge en lille plastikfigur af en baby, men dén detalje er naturligvis lost in translation, da Borat på gebrokkent engelsk forklarer, at hans datter har en »baby i maven« og spørger, om Bright kan »hjælpe med at fjerne den«.
Det vil über-kristne og über-creepy Bright ikke, fordi duh, »alt liv er værdifuldt«, uanset hvor lille fostret måtte være.
Baron Cohen har naturligvis forudset svaret og er klar med samtalens twist: »Det var mig, der puttede den derind«, gestikulerer Borat mod sin datters mave. »I put the baby in her«.
Bright fortrækker dårligt en mine – kun øjnene flakker en my – for han er urokkelig i troen og sin egen monstrøse mangel på moral: »Det er ok, jeg behøver ikke at vide det!«, afbryder han Borat, da denne forsøger at uddybe. Der er en mening med alt det liv, Gud har skabt, ifølge Bright:
»God is the one who creates life, and God doesn’t make accidents«.
Inklusive en incestbaby i en 15-årig pige, forstås.
Borats wake-up call
Abortmodstanderen Bright er bare én ud en række nut jobs i filmen, men i lyset af det politiske drama, der lige nu i skrivende stund udspiller sig omkring udnævnelsen af en ny, stærkt abortkritisk højesteretsdommer i USA, giver mødet på det lille kontor akut klaustrofobi.
Når stokkonservative Amy Coney Barrett sværges ind på livstid, sidder republikanerne tungt, tungere, tungest på USA’s vigtigste domstol, og der skal ikke herske megen tvivl om, at adskillige politikere og religiøse frontfigurer rundt om i Guds Eget Land krydser deres højhellige fingre for, at Barrett – som tidligere i karrieren har kaldt retten til fri abort »barbarisk« – vil få mulighed for at udfordre abortloven Roe v. Wade fra 1973.
Udnævnelsen kommer til at præge det amerikanske retssystem i årtier og i kombination med en valgsejr til Trump og Mike »Kvinder kan ikke blive gravide af voldtægt« Pence, vil samtlige Bright-typer derude blive yderligere bekræftet i deres ’Handmaid’s Tale’-overbevisninger.
Slutteligt i ’Subsequent Moviefilm’ springer Borat ud som ligestillingsforkæmper, mens Kasakhstan udråber sig som »new feminist nation«. Britiske Sacha Baron Cohen er selv far til to døtre og fuldstændig klar i spyttet om, hvor han står: Galoperende misogyni er en af de største trusler mod demokratiet i USA – og en gift, der også spreder sig inden for EU’s grænser, hvor Polen ufatteligt nok netop har haft ’held’ med indføre et forbud mod abort.
Den form for undertrykkelse må ingen vende ansigtet bort fra, hverken derovre eller herhjemme, uanset hvor tåkrummende det ser ud på skærmen.