‘The Painter and the Thief’: Prisvindende norsk dokumentar overgår fiktionen
Det er et efterhånden fortærsket udtryk, at virkeligheden ofte overgår fiktionen. Men sjældent har det været mere sandt end med denne norske dokumentar, der sidste år vandt Sundance-festivalens Special Jury Prize for Creative Storytelling.
Hvad, der for instruktøren Benjamin Ree startede som et nysgerrigt kortfilmprojekt, blev til fire års optagelser og en film, der bør indskrives i pensum som et skoleeksempel på, hvordan den observerende dokumentarisme kan skabe storslået og helstøbt dramaturgi.
Filmen starter meget direkte med en overvågningsvideo af to mænd, der stjæler to malerier fra et lille galleri. Malerierne tilhører den tjekkiskfødte maler Barbora Kysilkova, en boheme-urban kvinde i 30’erne, der er flyttet til det centrale Oslo med sin kat og norske kæreste.
Som forholdsvis ukendt og spirende kunstner er disse to malerier hendes første i Norge, så de har en særlig affektionsværdi og er samtidig, med en værdi på 200.000 kroner, hendes mest indbringende til dato.
Malerierne kan ingen finde, men gerningsmændene bliver fundet, og en af dem er Karl-Bertil Nordland. Karl-Bertil er en af de hårde. Han er fra gangstermiljøet, har tilbragt sammenlagt otte år i fængslet, er stormisbruger, hele kroppen er iført tatoveringer og t-shirts med statements som »Crime pays« og »You are so much stronger than you think«.
Da han kommer for retten, sidder også Barbora i salen. Hun kan ikke styre sin nysgerrighed, går hen til ham og spørger: »Hvorfor tog du malerierne?« Han svarer: »Fordi de var smukke«.
Med tilgivelsen i centrum giver mødet mellem krænkeren og den krænkede en mulighed for at opleve, hvordan mennesket kan hævde sig over hævngerrighed og grådighed og i stedet møde det andet menneske med åbenhed og empati.
Karl-Bertils følsomme og poetiske svar i retssalen overrumpler Kysilkova. Hun tilbyder at portrættere Karl-Bertil. Hun inviterer ham inden for i sit hjem, i sit liv, og finder hurtigt ud af, at han hader syltede agurker på sin burger og ananas på sin pizza, men at han elsker gamle, norske trækirker og kranie-nips, og han finder hurtigt ud af, at Barbora er sært tiltrukket af døden, ikke kan lide plastikblomster, at købe tøj eller skandinavisk feminisme. De deler smøger, gåture og samtaler om livets genvordigheder, som da Karl-Bertil endelig beslutter sig for at starte på rehabilitering, pakker sin fine lilla rullekuffert og i stedet ender med at købe en del gram hvidt pulver på vej hen til klinikken for derpå at blive smidt ud af kæresten.
’The Painter and the Thief’ leger med de religiøse referencer, men afstår fra at blive en heroisk fortælling, der vælger side, fordi den i bund grund handler om to mennesker, der begge på hver deres måde er søgende, længselsfulde outsiders. Umiddelbart er de et umage par, men lige børn leger vel bedst?
Scenen, hvor Barbora viser Karl-Bertil sit allerførste portræt af ham, er for eksempel en af de fineste skildringer af menneskelig sårbarhed og samhørighed. Karl-Bertil kan først ikke tro sine egne øjne, da han ser sig selv på et stort canvas, og herefter bryder han hulkende sammen. Endelig, for første gang i hans liv, er der et menneske, der ser ham. Et menneske, der har taget sig tid. Og pludselig bliver genstanden for den kriminelle handling, maleriet og kunsten, et symbol på en brobyggende kærlig omsorg mellem kunstneren og den kriminelle.
Det lyder måske sentimentalt, men instruktøren Benjamin Rees kamera kammer aldrig over, og han har materiale nok til at tage fusen på os, for i livet kan du ikke rigtigt regne den ud, og tilværelsen laver u-turns for begge vores hovedpersoner undervejs. Klipperen Robert Stengaard udnytter virkelighedens hændelser intelligent med vidensfald og tidsspring, og komponisten Uno Helmerssons underbygger sublimt med sin effektfulde score
Kort sagt
Prisvindende dokumentar om et mærkværdigt, oplagt og rørende venskab mellem en kunstner og en kriminel er en stor anbefaling værd.