I nat løb årets store Super Bowl-finale af stable, og traditionen tro blev de hundedyre reklamepauser udfyldt med et par ret så underholdende indslag. Et af disse kom fra Cadillac, der i selskab med Timothée Chalamet og Winona Ryder gav os en lille fortsættelse på Tim Burtons 90’er-klassiker ’Edward Saksehånd’.
Timothée Chalamet indtager i reklamen rollen som Edwards søn, Edgar. En mut type, der anseeligt (og forståeligt nok) er lidt træt af at have arvet fars knivskarpe sakse-naller. Winona Ryder spiller rollen som Edgars mor, Kim Boggs – samme karakter, som hun spillede i originalfilmen fra 1990, hvor hun forelskede sig hovedkulds i Johnny Depps Edward.
Stakkels Edgar Saksehånd forsøger i reklamen at leve et normalt liv, hvilket desværre er lidt småsvært, når man éns hænder er magnetiske, og man ikke engang kan gribe de bolde, gutterne kaster til én, uden at punktere dem. Men heldigvis findes der en bil, som Edgar kan styre uden at maltraktere rattet, og det er da den nye Cadillaq LYRIQ – og således slutter reklamen med, at Edgar lykkeligt kører mod solnedgangen med sin mor.
»Det var ret surrealistisk, at Timothée skulle spille min søn, Edgar,« udtalte Winona Ryder til Variety om reklamen. »Timothée er en utrolig fyr – så talentfuld og sød«.
Tim Burton, der instruerede originalfilmen, udtalte sig til samme medie om reklamen: »Det er sjældent, at et værk, du er stolt af, fortsætter med at leve og udvikle sig gennem tiden – selv efter 30 år. Jeg er glad for at se, at Edgar kan begå sig i den nye verden!«