Internettet eksploderede, da Lady Gaga delte det første billede af hende og Adam Driver i Ridley Scotts kommende morddrama ‘House of Gucci’.
Det er dog ikke alle, der ser frem til den stjernespækkede Gucci-saga. Selve hovedpersonen, Patrizia Reggiani, som Gaga portrætterer i filmen, er ikke glad for projektet – særligt ikke for Lady Gagas valg om ikke at mødes forud for optagelserne.
»Jeg er faktisk ret irriteret over det faktum, at Lady Gaga spiller mig i den nye Ridley Scott-film uden at have været hensynsfuld og fintfølende nok til at komme og mødes med mig. Det er ikke et økonomisk spørgsmål. Jeg kommer ikke til at få én cent fra filmen. Det er bare et spørgsmål om god stil og respekt«, skriver hun til det italienske nyhedsbureau Ansa (via The Independent).
I 1998 blev Reggiana dømt for at have hyret lejemordere til at dræbe sin eksmand Maurizio Gucci. Hun blev dømt til 29 år og blev løsladt i 2016. Gucci blev skudt og dræbt ude foran sit kontor i Milano, knap et årti efter hans forhold til Reggiana sluttede.
Morddramaet og den efterfølgende retssag er omdrejningspunktet for ‘House of Gucci’ med Driver i rollen som Maurizio Gucci. Også på rollelisten er Al Pacino, Jeremy Irons og Jared Leto.
Filmen er planlagt til amerikansk premiere 24. november.