Når Oscar-showet løber af stablen 25. april, bliver intet som det plejer. Årets udgave af filmverdens største prisuddeling kommer nemlig i coronavirussens tegn til at være virtuel, hvorfor Hollywoods største stjerner ikke vil være samlet i Dolby Theatre.
Der kommer dog alligevel til at være massevis af stjerner på skærmen, for vanen tro skal priskategorierne præsenteres og (virtuelt) overrækkes af filmkendisser og tidligere Oscar-vindere.
Gennem en videoteaser annoncerer det amerikanske filmakademi nu et »ensemble cast« bestående af blandt andre sidste års prisvindere Bong Joon-ho (Bedste film, Bedste instruktion, Bedste originale manuskript), Joaquin Phoenix (Bedste mandlige hovedrolle), Renée Zellweger (Bedste kvindelige hovedrolle), Laura Dern (bedste kvindelige birolle) og Brad Pitt (Bedste mandlige birolle).
Også Angela Bassett, Halle Berry, Don Cheadle, Bryan Cranston, Harrison Ford, Regina King, Marlee Matlin, Rita Moreno, Reese Witherspoon og Zendaya kan findes på presenter-listen, som endnu ikke er helt færdig.
Videoen kan ses herunder.