Lørdag nat vandt Chloé Zhao prisen som bedste instruktør ved Directors’ Guild Awards (DGA), filminstruktørernes branchesammenslutning, for ’Nomadland’. Det betyder, at alle de tre store brancheforbund – udover DGA, er det SAG (skuespillernes forbund) og PGA (producernes forbund) – nu har uddelt deres priser.
DGA’s beslutning om at pege på Zhao var ventet, al den stund at den i USA bosiddende kinesiske instruktør mere end nogen anden figur har støvsuget både kritiker- og branchepriser i indeværende Awards Season.
WGA, manuskriptforfatternes forbund, uddelte sine priser i marts. På grund af det forbunds strikse regler (man nominerer kun forfattere, der er medlemmer af forbundet) kan WGA dog ikke altid bruges som en særlig troværdig strømpil i forhold til udkommet af bedste film-kategorien i Oscarsammenhæng.
Men det er værd at bemærke, at ’Promising Young Woman’ besejrede forhåndsfavoritten ’The Trial of the Chicago 7’ i kategorien for bedste originalmanuskript. Måske (endnu) en indikator på – ud over den missede instruktørnominering i Oscar-regi – at Aaron Sorkins film ikke helt har det, der skal til for at true ’Nomadland’ i hovedkategorien for bedste film.
Eller hvad?
Sorkins stjernebesatte ensemble vandt oprejsning ved SAG Awards, hvor filmen hjemtog guldet i forbundets pendant til Oscars bedste film-kategori, prisen for bedste filmensemble.
Det er i den forbindelse værd at bemærke, at hverken ’Nomadland’, der ret beset er Frances McDormands one woman show, og ’Promising Young Woman’, der først efter SAG-nomineringernes tidlige offentliggørelse har vundet momentum, ikke var nomineret.
Det lykkedes derimod ’The Trial of Chicago 7’ at slå den stærke koreansk-amerikanske underdog-fortælling ’Minari’ af banen i kategorien. For ’Minari’ havde en sejr her været en livline i forhold til at bevare en outsider-mulighed for at vinde Oscaren for bedste film.
Afgørende regelændring
I 2009 gik Akademiets over til et udvidet bedste film-felt samt implementeringen af det såkaldt præferentielle stemmesystem, hvor man rangerer alle de nominerede film frem for at afgive én stemme på sin favoritfilm.
Siden synes en ny tendens at have manifesteret sig, nemlig at vinderen for bedste film ikke vinder særlig mange priser ud over hovedprisen, og at der samtidig sjældent er tale om, at den film, der modtager flest nomineringer, vinder hovedprisen.
De store, imponerende udstyrsstykker synes i stigende grad at komme til kort over for de mere realitetsnære og skuespillerbårne (foruden kritikerroste) film. Film som ’Spotlight’, ’Moonlight’, ’Parasite’ – og i år ’Nomadland’ – tegner den tendens.
Todd Phillips’ kritikernedsablede publikumssucces ’Joker’ var sidste år nomineret til hele 11 Oscars uden reelt for alvor at være en seriøs spiller i hovedkategorien. Det samme var tilfældet for ’The Irishman’ trods hele 10 nomineringer.
Oversat til i år betyder det, at ’Mank’, der topper sikkert med 10 nomineringer, ikke skal føle sig skråsikker på Oscar-succes alene baseret på antallet af nomineringer.
Det nuværende præferentielle stemmesystem (som også PGA anvender) synes desuden at favorisere konsensusfilm frem for ’passionsfilm’ (som folk enten elsker eller hader). Det er altså ikke længere nok at være nummer 1 i medlemmernes bevidsthed, man skal også undgå dårlige placeringer på de sedler, hvor man ikke er placeret som nummer 1. Antallet af anden-, tredje- og fjerdepladser kan nemt vise sig afgørende, efterhånden som stemmerne redistribueres, i takt med at filmene med færrest førstepladser sorteres fra.
Det er nok ikke utænkeligt, at en film som ’The Revenant’ både scorede flest første- og sidstepladser på stemmesedlerne i 2015-kapløbet og derfor måtte se sig overhale i en tæt fotofinish af konsensusvalget ’Spotlight’, en film alle kunne være enige om var godt teknisk håndværk, velfortalt, sober og båret af et stærkt skuespillerensemble. At se på en vildøjet Leonardo DiCaprio slæbe sig gryntende gennem sne og kulde i mere end to timer, var ganske givet en oplevelse, der i højere grad delte vandene.
Alle årets favoritter er sårbare
Det vil være naturligt – og i tråd med Oscar-historikken – at gå ud fra, at én af de tre vinderfilm fra de tre store guilds vil vinde Oscaren for bedste film.
Det er kun sket to gange siden 1995 (det første år, der blev afholdt SAG Awards), at Oscaren for bedste film er gået til en film, der ikke vandt mindst én af de tre tunge branchepriser forlods, nemlig med ’Braveheart’ i 1995 og ’Moonlight’ i 2016.
Begge årets to guild-vindere – ’Nomadland’ (PGA+DGA) og ’The Trial of the Chicago 7’ (SAG) – er dog på forskellig vis handicappet i forhold til historikken:
’Nomadland’ opnåede ikke en nominering til SAG Awards’ hovedpris for bedste ensemble. ’The Trial of the Chicago 7’ opnåede til gengæld som nævnt ikke en nominering for bedste instruktør i Oscar-regi (en vis dansker løb jo med Sorkins plads!).
Tabellen nedenfor fremhæver de otte gange, hvor vinderkombination PGA+DGA vs. SAG har stået på menuen og viser samtidig, hvem der i sidste ende trak det længste strå i Oscarsammenhæng:
Læg mærke til, at i syv ud af de otte årgange, der spejler årets sæson, vandt en af de to guild-begunstigede titler Oscaren for bedste film. DGA+PGA-vinderen vandt fire af gangene, mens SAG-vinderen har vundet tre gange.
En outsidertitel – det kunne for eksempel være ’Minari’ eller ’Promising Young Woman’ – skal dog ikke helt opgive håbet om at score den store gevinst, eftersom ’Moonlight’ (2016) tidligere har vist, at det godt kan lade sig gøre at komme sejrrigt fra baghjul.
Det mest interessante ved den nævnte historik er måske i virkeligheden ikke så meget, at ’Nomadland’ står med de bedste kort – med to ud af tre guilds bag sig er det helt som ventet – men måske snarere, at det synes så relativt åbent, om den vinder (fire ud af otte er ikke den mest betryggende statistik set med ’Nomadland’-briller).
Afgør fire kategorier bedste film-dysten?
Jeg har i tidligere sæsoner talt for, at det netop ikke er antallet af nomineringer i sig selv, men snarere antallet af udvalgte, særligt vigtige, nomineringer – nemlig kategorierne for skuespil (fordelt på fire kategorier), manuskript, instruktør og klipning – der er udslagsgivende i forhold til at forudsige bedste film-kategoriens vinder.
Mange anså for eksempel ’The Revenant’, ’La La Land’ og ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ som favoritter i deres respektive årgange. Men kigger man alene på de vitale nomineringer – og ikke det overordnede billede – var der i alle tre sæsoner belæg for at vurdere, at henholdsvis ’Spotlight’, ’Moonlight’ og ’The Shape of Water’ ville vinde for bedste film. Alle tre vinderfilm kunne krydse af ved alle de fire tunge kategorier.
I det regnskab betød det mindre, at ’The Revenant’, der i 2015-sæsonen opnåede flere nomineringer end sine to hovedkonkurrenter (’Spotlight’ og ’The Big Short’) til sammen. Ligesom ’La La Land’s rekordtangerende 14 nomineringer ikke gav den en massiv fordel i forhold til ’Moonlight’.
Problemet med min teori om vigtigheden af de fire udvalgte kategorier er, at 2018- og 2019-kapløbet afkræftede den – eller i hvert fald udstillede dens svagheder.
I 2018 opnåede ’The Favourite’, ’BlacKkKlansman’ og ’Vice’ alle de fire vitale nomineringer, men ’Green Book’ (der manglede en instruktørnominering) vandt for bedste film. I 2019 vandt ’Parasite’, der ikke opnåede en eneste nominering for skuespil, for bedste film, mens ’The Irishman’ som eneste film scorede nomineringer på tværs af de fire nævnte kategorier.
Men hvordan ser årets felt så ud? Her er det rangeret efter, hvor mange antal nomineringer, filmene samlet set har opnået):
’Promising Young Woman’ og ’Nomadland’ er umiddelbart at vurdere som de reelle favoritter. Pudsigt nok deler de to film også den eneste afgørende svaghed i forhold til oplagt vinderkandidatur: Ingen af dem var nomineret til SAG’s ensemblepris.
Nylige Oscar-vindere for bedste film som ’The Shape of Water’ og ’Green Book’ var dog heller ikke nomineret til ensembleprisen hos SAG, så spørgsmålet er, om SAG er helt så sikker en strømpil for bedste film-succes hos Akademiet som tidligere set.
Læg mærke til, at ’Promising Young Woman’ er den af de otte bedste film-kandidater, der har opnået det færreste antal samlede nomineringer på tværs af alle kategorier (5). ’Green Book’ vandt Oscar’en i 2018 for bedste film på en baggrund af kun fem nomineringer, så ’PYW’ er bestemt ikke chanceløs, særligt ikke når nu den – modsat ’Green Book’ – er nomineret i de fem rigtige kategorier.
’Mank’ topper ret suverænt listen over det højeste samlede antal nomineringer (10, hele fire nomineringer mere end hoben af film på den samlede andenplads). Men skemaet afslører også, at ’Mank’ mangler nomineringer i vitale kategorier som klipning og manuskript. Uden de to nomineringer i hus vil det være meget usædvanligt, hvis ’Mank’ kan kæmpe med om bedste film.
Ud fra en beslægtet logik kan vi også så godt som afskrive ’Judas and the Black Messiah’ i bedste film-kategorien. ’Messiah’ mangler nomineringer for både instruktør og klipning. Det er også rundt regnet umulige odds.
’Minari’ som dark horse
Hvad med de fire resterende titler?
’The Trial of the Chicago 7’, ’The Father’ og ‘Sound of Metal’ mangler alle en instruktørnominering, noget der historisk set er et stort handicap, men som også har vist sig mindre afgørende i de senere år, hvor film som ‘Green Book’ og ‘Argo’ har vundet bedste film uden en korresponderende nominering for instruktør.
’Minari’ mangler en nominering for klipning, hvilket også er et stort handicap. ’Birdman’ vandt bedste film i 2014 uden en nominering for klipning, men et centralt kendetegn ved ’Birdman’ var det fingerede single take, der altså skulle illudere, at der slet ikke var foretaget nogen klipning. Ergo: ’Minari’ er nok af mange regnet for en dark horse, men det er i så fald en meget mørk hest, der er tale om!
Lad os se nærmere på, om billedet forskubber sig, hvis vi inkluderer nomineringer til de tre store guilds i skemaet:
2019
Billedet bliver en kende mindre klart ved, at vi inkluderer de tre store guilds. For det første missede både ’Nomadland’ og ’Promising Young Woman’ altså en SAG-nominering for bedste ensemble. For det andet opnåede ’The Trial of the Chicago 7’ og ’Minari’ som de eneste to film nomineringer hos alle tre store forbund. I den forstand rykker de to film tættere på de to favoritter og bidrager dermed til at intensivere spændingen.
Det vil være min umiddelbare vurdering, at årets bedste film-vinder definitivt skal findes blandt de fire film.
’The Father’ og ’Sound of Metal’ er omvendt ikke helt så kompatible konkurrenter, som det første skema kunne forlede os til at tro. De to film missede henholdsvis tre og to af guild-nomineringerne.
Det peger i én retning
Al Oscar-historik tilsiger, at vinderen af især DGA og PGA har overmåde gode muligheder for at vinde for bedste film.
Og hvor 2018 og 2019 begge var svære årgange at regne ud – måske som en afspejling af, at et både større og mere mangfoldigt Akademi betyder, at mange interesser kæmper om pladsen? – er årets felt mere håndterligt.
Der er også i år gode argumenter imod samtlige film i årets felt, men bredt vurderet synes ’Nomadland’ at indtage en klar favoritstatus. Én ting er nomineringer, noget andet er sejre.
’Nomadland’ har vundet en Golden Globe for bedste drama, en Critics’ Choice Award for bedste film, PGA for bedste film, DGA for bedste instruktør og hæderen for bedste film (samt bedste instruktør) ved BAFTA, det britiske filmakademi.
Det er svært for mig at se en farbar vej for en alternativ sejrherre, når vi netop tæller trofæer og ikke bare spekulerer i Akademiets egne nomineringer.
Én ting er statistik og historik…
Jeg nævnte før, at 2018 og 2019 vidnede om, at et mere mangfoldiggjort Akademi – som et resultat af en lind strøm af nye medlemmer, i årene siden #OscarsSoWhite fygede over landskabet – er lig større uforudsigelighed.
Men den nyvundne diversitet favoriserer måske også en vis type film mere end andre?
’Nomadland’ er en inkluderende film i den forstand, at den sætter fokus på nogle af samfundets randeksistenser og sætter spørgsmålstegn ved den etablerede samfundsorden, der ikke kan rumme dem, der enten er født det forkerte sted, af de forkerte forældre eller ikke – i material forstand – er værdiskabende nok eller simpelthen bare er blevet gamle og nedslidte (den kapitalistiske økonomis svar på ’TheExpendables’).
Spørgsmålet er, om den fortælling ikke taler mere til et mangfoldiggjort Akademis ønske om at have fingeren på pulsen end en film som ’The Trial of the Chicago 7’, der nok engang forsøger at overbevise os om, at de sande (liberale) amerikanske værdier vil føre til fremskridt for de mange, hvis bare man (og det er som regel den hvide mand) tager kampen op mod de regressive kræfter, der holder nationen i sit jerngreb.
Det er, kan man anføre, forskellen på jordnær realisme og stræbsom idealisme.
Mon ikke Akademiet anno 2021 er tilbøjelig til at pege på førstnævnte som den mest troværdige og ærlige version af verden og USA på bagkant af Trump, pandemi og klimakrise?
Er ’Nomadland’ hævet over kritik?
At ’Nomadland’s ufravendte realisme er pakket ret så lækkert ind i smukke naturtableauer optaget i lyset fra ’den gyldne time’ inden solnedgang, understreger måske, at realisme kan have et let bedragerisk skær over sig.
Der synes ikke at have samlet sig et backlash af nævneværdig styrke imod ’Nomadland’ – det ville også let kunne give bagslag, hvis nogen for alvor gjorde forsøget mod et så sympatisk, omkostningslet og kvindestyret foretagende.
Men der har været spæde kritiske røster om, at filmen ikke for alvor problematiserer nomadernes valg af livsstil og dermed på en måde bidrager til en romantisering af den modstandsdygtige individualisme, der tilsyneladende driver dem fremad. Uden på nogen måde at pille filmen fra hinanden – endsige antyde, at det er en dårlig film – har skribenter som Joshua Keating (Slate) og Xan Brooks (Guardian) indstillet et mere kritisk sigtekorn på den altoverskyggende Oscarfavorit.
Jeg sad selv tilbage med en lille ambivalens efter den smukke filmoplevelse. Filmen synes at købe nomadernes selvfremstilling som stærke outsidere, der ikke ser deres skæbne som udtryk for et tab af frihed (for eksempel friheden ved at have penge, pension og friværdi), men som friheden til at vælge sin egen vej og sin egen version af ’en god alderdom’. I den forstand bekræfter filmen på sin vis en amerikansk stereotyp om den tapre ener, der vender samfundet ryggen. En form for romantisering, som også en film som ’Into the Wild’ tidligere har opdyrket. Nomaderne er på en måde en form for moderne pionerer, må vi forstå.
Som Xan Brooks også påpeger i sin artikel (med reference til den ultimative skildrer af amerikansk overlevelse på trods, John Steinbeck): Pionererne nåede i sin tid som Fern i filmen frem til Stillehavet, da den amerikansk nation var i sin spæde barndom, og mon ikke de i deres stille sind forbandede det – havet, altså. Hér sluttede eventyret så.
’Nomadland’ er en smukt fotograferet, inderligt empatisk film båret af McDormands blidt resignerede, men altid årvågne ansigt. En sådan film er svær ikke at holde af. Men som fortælling mangler den både en form for forløsning og måske en form for ærlighed i forhold til at se sine karakterer stift i øjnene:
Ville du ikke – når alt kommer til alt – hellere spille bowling med kæderaslende forstadsfruer i Floridas pensionisthavens i din alderdom eller have penge til at komme på et komfortabelt alderdomshjem, når du tager hul på livets sidste stræk, end at køre rundt i en camper van, indtil du ikke længere kan hverken arbejde eller bevæge dig videre?
Og så har vi slet ikke nævnt det kritikpunkt, som måske har optaget sindene allermest, nemlig fremstillingen af Amazons lagerhaller, som Fern i en periode arbejder i. Zhao fik lov til at optage on location af Amazon, og man kan ikke helt undslippe den tanke, at den gestus har været en medvirkende årsag til en noget rosenrød fremstilling af arbejdsvilkårene hos varegiganten. Som gæst tisser man jo ikke i stueplanterne, når man er på besøg, vel?
Den sludrevorne frikvarterstemning, der præger Amazon-scenerne, er mere end noget andet i filmen en detalje, der har påkaldt sig negativ opmærksomhed.
Intet af ovennævnte vil dog kunne true Chloé Zhaos films vej mod Oscar-triumfen. Filmens prishugst ved BAFTA-uddelingen søndag aften – hvor den ikke alene tog de ventede priser for film og instruktør, men også vandt for fotografering og kvindelig hovedrolle – var formentlig det endelige vidnesbyrd om, at ’Nomadland’ vil blive stående i filmhistoriens annaler som Oscar’vinder årgang 2020.
Det aktuelle styrkeforhold i bedste film-kategorien:
1. Nomadland (75%)
2. The Trial of the Chicago 7 (12%)
3. Minari (7%)
4. Promising Young Woman (4%)
5. Mank (1%)
6. Judas and the Black Messiah (1%)
7. Sound of Metal
8. The Father