’The Mole Agent’: Oscar-nomineret dokumentar er en veloplagt spionpastiche
Den chilenske instruktør Maite Alberdis ‘The Mole Agent’, en sjov krydsning mellem quirky spionkomedie og melankolsk alderdomsdrama, er nomineret til en Oscar for bedste dokumentarfilm. Men som tilskuer bliver man fra første færd forvirret over den kategorisering.
Filmen ligner ikke en dokumentar, når den i de første scener i ironisk film noir-stil følger privatdetektiven Rómulos søgen efter en usædvanlig jobkandidat: En mand mellem 80 og 90 år, som er ved sine fulde fem, har mulighed for og ingen moralske skrupler ved at gå undercover på et plejehjem i tre måneder og er i stand til at håndtere teknologi.
Muldvarpen skal på vegne af en datter til en beboer på plejehjemmet San Francisco i Santiago finde ud af, om den ældre kvinde bliver behandlet ordentligt.
Efter en række underholdende jobsamtaler med ældre mænd, der griber den sjældne jobmulighed, falder valget falder på den 83-årige elegante enkemand Sergio. Han opfylder alle kriterier undtagen det sidste, og filmen finder god humor i Rómulos forsøg på at lære ham at benytte et par særlige spionbriller med kamera og om forskellen på at tage billeder og FaceTime.
Sergio har mistet sin kone fire måneder forinden, og missionen giver ham et formål i livet og en pause fra de tomme stuer derhjemme, forklarer han sin skeptiske datter. Og han går da også til opgaven med krum hals. Efter lidt startvanskeligheder, hvor han har svært ved at skelne kvinderne fra hinanden, finder han frem til sit mål, Sonia. En lidt asocial og svagelig kvinde, der egentlig ikke er interesseret i Sergios forsøg på kontakt.
Dét er til gengæld resten af plejehjemmets kvinder, der er i stærkt overtal og hungrer efter en opmærksom og rar gentleman som Sergio. Han bliver ombejlet i en sådan grad, at han pænt må meddele en særligt ivrig beundrer, at han stadig sørger over sin kone. Det er livsbekræftende at se de ældre kvinder blomstre op, men også trist at opleve den ensomhed, der præger deres liv. I virkeligheden er problemet nemlig ikke plejehjemmets behandling, men at deres familier aldrig besøger dem.
Filmen holder en fin balance mellem humor, hjertevarme og melankoli i Sergios lidt ubehjælpsomme spionvirksomhed, kvindernes kurmageri og det farverige karaktergalleri af ældre kvinder, der blandt andet tæller en kleptoman, en giftesyg gammeljomfru, en digter, en kvinde, der aldrig kan huske, at hun har talt med Sergio, og en, der hele tiden prøver at bryde ud for at komme hjem til sin mor.
Sergio er en følsom, menneskeklog og ordentlig mand, der interesserer sig oprigtigt for kvindernes liv, længsler og følelser, og venskaberne, der opstår mellem dem, fremstår ægte og rørende.
Så meget desto mere ærgerligt er det, at filmens præmis er så ugennemskuelig. Plejehjemsbeboerne har tilsyneladende fået at vide, at der bliver optaget en film med et andet formål, hvilket forklarer kameraerne, der optager Sergio. Men hvad instruktøren har fortalt plejehjemmet, fremgår ikke af filmen.
Og under alle omstændigheder føles det fordækt og grænseoverskridende, at Sergio snuser rundt i de mere eller mindre klarhovedede beboeres værelser og udspionerer dem uden deres samtykke. Og at han, trods sin oprigtighed, holder dem for nar, når de blotter sig for ham følelsesmæssigt.
Agentaspektet er givetvis en gimmick for at fortælle om livet på plejehjem, hvilket filmen sådan set lykkes med. Men selvom spionhistorien er charmerende, ville filmen være stærkere, hvis den truttede rent flag om sin konstruktion.
Kort sagt:
Oscar-nomineret dokumentarfilm fra Chile blander på original vis veloplagt humoristisk spionpastiche med rørende eksistentielt drama om alderdom og livet på et plejehjem, men savner åbenhed om sin metode.