’Songs of Repression’: Distancen er for stor i tysk-chilensk traumebearbejdelse

3 6
’Songs of Repression’: Distancen er for stor i tysk-chilensk traumebearbejdelse
'Songs of Repression'.

CPH:DOX. Et gammelt slogan fra venstrefløjen lyder, at et undertrykt folk altid har ret. Den påstand river Estephan Wagner og Marianne Hougen-Morages eftertænksomt fra hinanden i ’Songs of Repression’, hvor de tilbageværende efterkommere af en tysk kult i Chile ser deres grimme fortid i øjnene – uden egentlig at være enige om meget andet end sangteksterne til de kristne hymner, de sang i datidens mørke.

I 1961 startede tyskeren Paul Schaëfer den kristne kult Colony of Dignity i den lille landsby Villa Baviera for foden af Andesbjergene, hvor han stod i spidsen for en større gruppe tyske tilflyttere. I dag, 60 år senere, er kulten fortid, men minderne om social kontrol, vold og seksuelt misbrug lever videre hos de tilbageværende 120 tyske efterkommere i den lille landsby, der er bevaret som turistattraktion med fejring af klassisk, sydtysk kultur.

Men hvorfor bliver man boende i sit barndomshjem, hvis det rummer minder om misbrug og vold? Det spørgsmål bliver kun delvist besvaret i dokumentaren. Den giver dog bud på, hvordan man lever videre.

Nogle laver rundvisninger, hvor man kan spise tysk frokost efter at have set kultens fangekælder. Andre avler bier i afmagt. En trist skæbne gynger i bjerglandskabet som eneste lindring for
skammen over at være blevet seksuelt misbrugt som barn.

Hvad kulten foretog sig i storhedstiden, ser man nærmest ikke. I en bisætning udforskes ledelsens samarbejde med Chiles diktator Pinochet, og der klippes meget effektfuldt mellem byens spin på en oktoberfest og en mindehøjtidelighed for de oprørere, der ligger begravet i området. Det bliver dog ikke udforsket yderligere. De eneste i landsbyen, der var voksne, dengang kulten opstod, er sengeliggende plejehjemsbeboere, der synger ’Deutschland, Deutschland über alles’ i dyb fornægtelse af den vold og det misbrug, der udspillede sig i kulten.

Resultatet er bestemt et vedkommende studie i traumebearbejdelse. Men den afstand til traumerne, der kendetegner de medvirkendes beretninger, ender med at afspejle sig for meget i dokumentarens tydelige visuelle stil, distancerede billeder og fravalg af introduktion til de medvirkende og pædagogisk forklaring.

De mange traumer drukner desværre hinanden, fordi deres fælles baghistorie ikke bliver foldet ordentligt ud. Lederen Paul Schaëfer nævnes konsekvent som voldens absolutte nøgleperson, men hvem han var står hen i det uvisse.

Visuelt er den allestedsnærværende, bayerske nostalgi en fortælling i sig selv, der nærmest er lige så spændende som filmens egentlige historie. Tableauerne af de naturskønne omgivelser er lindrende for oplevelsen i en sådan grad, at man pludselig bedre forstår, hvorfor efterkommerne har valgt at blive boende på gerningsstedet.


Kort sagt:
Det er meningsfuldt at se traumebearbejdelse udfolde sig fra første parket som i Joshua Oppenheimers hovedværker ’The Act of Killing’ og ’The Look of Silence’, men i ’Songs of Repression’ er der gjort for lidt ud af pædagogikken.

’Songs of Repression’. Dokumentarfilm. Instruktion: Estephan Wagner og Marianne Hougen-Morages. Spilletid: 90 min. Premiere: Kan ses på cphdox.dk frem til 29. marts.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af