’United States vs Reality Winner’: I skræmmende dokumentar er USA igen bøllen, du ikke skal fucke med
Ud fra titlen på Sonia Kennebecks dokumentar kunne man let tro, at vi ville få serveret endnu en historie om USA’s ambivalente medietilbedelse af helt almindelige mennesker.
Det er dog en anden, men ikke mindre interessant historie om USA, som Kennebeck sætter fokus på i sin dokumentar. Nemlig den om den dumme og paranoide autoritet, der føler sig truet af alle former for nuancer og humoristisk tvetydighed.
Til at personificere USA’s frygt finder vi en ung texansk kvinde med det heftige navn Reality Leigh Winner.
Den 3. juni 2017 blev den dengang 25-årige Winner anholdt for at have lækket hemmelige oplysninger til nyhedsmediet The Intercept fra den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA. Oplysninger om den russiske efterretningstjenestes gentagne forsøg på at hacke sig ind i det amerikanske stemmesystemer op til præsidentvalget i 2016. Winner var stødt på dokumenterne gennem sit arbejde som entreprenør og oversætter hos firmaet Pluribus International Corporation, der udførte opgaver for NSA.
Gjorde Reality Winner ikke USA’s borgere og andre nationer en kæmpe tjeneste ved at bringe oplysningerne frem i lyset? Måske. Men det var langt fra sådan, det blev modtaget. I 2018 blev Winner idømt mere end fem års fængsel for at handle imod den såkaldte ’Spionage Lov’ fra 1917. Hvad var det dog for en trussel, man så i den unge kvinde, der med morens ord stadig brugte pikachu-sengetøj?
’United States vs Reality Winner’ fungerer bedst i den første halvdel. Her udruller Kennebeck gradvist den personlige uretfærdighedshistorie, men sørger samtidig for at trække sagen op til den større systematiske ringfejde mellem staten og whistleblowere. En kamp, der kan spores tilbage til The Pentagon Papers, og som særligt er taget til i styrke efter 9/11, hvor USA ikke blot søgte total kontrol i fjerne lande, men også påbegyndte en voldsom intern masseovervågning og dataindsamling.
Dette indblik i en paranoia-thriller fra virkeligheden er allerede forbilledligt og neglebidende skildret i dokumentaren ’Citizenfour’ om Edward Snowdens læk. Snowden dukker selv op i ’United States vs Reality Winner’ som halv autoritetsstemme, halv showman med åben skjorte. Snowdens heroiske tale for intellektuel frihed har man efterhånden hørt et par gange.
Til gengæld er det overraskende og mildest talt skræmmende at få indsigt i, hvordan retten frit tolker Winners støtte til Bernie Sanders, interessen i arabisk sprog og kultur og hendes ironiske afslappede og bevidst overdrevne kommentarer i dagbøger, på Twitter og i telefonsamtaler med sin søster til at frame hende som landsforræder og samfundstrussel.
Sekvensen udstiller først og fremmest en nutidig og måske især amerikansk tendens til ikke at være i stand til at aflæse kontekst.
Dokumentaren vil gerne fremhæve lydoptagelser fra FBI’s arrestation af Winner den 3. juni som det store indsigtsfulde scoop. Optagelserne er et tilbagevendende, men dramaturgisk fladt element, der kun er med til at understrege betjentenes problematiske afhøring. Sideløbende kører morens brave kamp for at få frikendt sin fængslede datter i ring. Dokumentaren udvikler sig til et sympatisk forsvar. Som en overbevisende kampagnevideo for www.standwithreality.org.
Vi hører dog aldrig fra Reality Winner selv, der blandt andet blev smittet med covid-19 i fængslet.
Som småkynisk betragter er det en skam, at dokumentaren slipper tråden til de dybere samfundskonsekvenser for i stedet med patosfremmende midler at gøre det til en personfortælling og ellers følge morens opbygning af kampagnen #freerealitywinner.
For dokumentaren minder os endnu engang om en mistænkelig og overkontrollerende adfærd i den amerikanske top, som vedrører de amerikanske borgere, mig og dig, mens du læser dette på din telefon.
Kort sagt:
Der er ingen vindere i historien om den unge selvstændige kvinde, hvis idealistiske handling i borgernes interesse endnu engang afslørede et USA, der aggressivt hævner sig på enhver, der blotlægger kontroltab. Kampen er langt fra ovre.