’MLK/FBI’: FBI interesserede sig overdrevent for Martin Luther Kings sexliv – bør vi?
CPH:DOX. I en verden, hvor det gælder om at breake skandalestof først, tager ‘MLK/FBI’ skridtet videre og breaker nyheden, før den overhovedet eksisterer.
Dokumentaren peger frem mod 2027, hvor gamle aflytninger af borgerrettighedslederen Martin Luther King første gang vil se dagens lys og – måske – afsløre, at den ikoniserede prædikant havde flere affærer uden for ægteskab.
Når instruktør Sam Pollard fortæller historien, før bevisførelsen ligger klar, er det imidlertid ikke for at være den første til at fælde King. I stedet vender han undersøgende blikket mod dem, der så gerne vil se ham fælde øksen, og spørger: Hvorfor egentlig?
Genstanden for filmens undersøgelse er lange, udførlige journaler, baseret på tusindvis af timers aflytninger foretaget i 1950’erne og 60’erne af forbundspolitiet FBI. Dykker man ned i dem, tager en forstyrrende rejse form. FBI’s interesse for King starter – på papiret i hvert fald – med en bekymring for hans tætte bånd med den tidligere kommunistiske sympatisør Clarence Jones.
Men som årene skrider frem, tager overvågningen til og kører tilsyneladende helt af sporet. Den indledende bekymring bliver til en besættelse af at afsløre en »farlig« fredsprædikant med slibrige detaljer fra privatlivet.
Talking heads (eller voices om man vil – de medvirkende ses først sidst i filmen) trækker overbevisende tråde mellem den påfaldende interesse for King som privatperson og underliggende fordomme om sorte i FBI og samfundet.
I dokumentaren mindes vi om, at Martin Luther King på det tidspunkt faktisk ikke havde helt den udbredte helgenstatus, som han forbandtes med efter sin død. Trods borgerrettighedsbevægelse historiske momentum og politiske opbakning var de stadig (og det gælder da vist stadig, suk) tynget af populærkulturens fremstillinger af sorte mænd som skidte karle og farlige voldtægtsmænd.
J. Edgar Hoover, forbundspolitiets chef, afslører sine egne fordomme gennem valg af rekrutter (hvide, duelige, unge mænd) og i sine udtalelser – private samt offentlige – mod King.
Men det stopper ikke der. MLK ikke var den eneste sorte mand, der kunne bade sig i forbundspolitiets søgelys. Påfaldende mange efterretningstjenestetimer er blevet brugt på aflytninger af lige præcis sorte organisationer.
Langsomt, gennem blændende flotte arkivbilleder, mediterer filmen sig kildekritisk frem mod overbevisende pointer. Det står klart, at FBI’s interesse for Kings sexliv er helt ude af proportioner og ikke i den nationale sikkerheds bedste interesse. Fordomme sætter dagsordenen og har grangiveligt sneget sig ned i journalernes noget farvede sprog om præstens »modbydelige« sexliv.
Men ’MLK/FBI’ fører sig ikke kæphøjt frem med skråsikkerhed alene. Den smider også spørgsmål op i luften, hvor vi passende kan lade dem hænge:
Hvad skal vi egentlige bruge optagelserne af King til, når de endelig dukker op? Kan vi stole på historiske kilder og i så fald hvilke? Hvem skal have lov til at definere de historier, vi fortæller til eftertiden? Hvilke motiver ligger bag de historier, vi fortælles nu?
Kort sagt:
’MLK/FBI’ er en grundig og velfortalt film, som gennem blændende flotte arkivbilleder undrer sig over FBI’s tabloide interesse for en fredelig, sort prædikants privatliv.