Spoilers for ’Sweet Tooth’ på Netflix.
KOMMENTAR. Netflix, meget har du budt mig …!
Bingede du også den forygende underholdende ’Sweet Tooth’ i weekenden? At dømme efter vor danske Netflix top 10 gætter jeg på, at chancerne for, at du allerede har stiftet bekendtskab med graphic novel-seriens apokalyptiske univers og hjortedrengen Gus, er ganske gode.
Og i så fald sad du meget vel ligesom jeg forvirret og frustreret tilbage efter ottende og sidste afsnit, der sluttede så brat, at jeg et øjeblik var sikker på, at min Netflix-konto spillede mig et perfidt puds på en sen lørdag aften.
For det kunne da for h… ikke ende dér?! Midt i ikke bare én, men adskillige cliffhangers, der efterlod samtlige hovedpersoners plotspor flagrende i vinden i fortællingen om et styks dødbringende virus (hej, coronaparanoia i yderste meta-potens) og grumme mænds eksperimenter på ’X-Men’-lignende menneskedyrehybrider.
Det var lige stærkt nok, skulle jeg mene. Især fordi – gisp – der endnu ikke officielt er givet grønt lys for sæson 2.
Jovist, med enkelte undtagelser a la franske ’Lupin’ (der teknisk set er én sæson delt op i to kapitler med et halvt års mellemrum) er der i og for sig ikke noget nyt eller ufornuftigt i, at Netflix venter med at forny en serie, før første sæson er blevet et hit – Duffer-brødrene sørgede af samme grund for at binde en nogenlunde tilfredsstillende sløje på ’Stanger Things’ første kapitel i 2016 (hører du det, ’Sweet Tooth’, tilfredsstillende blev der sagt).
Men kriterierne for, hvad Netflix’ mytologiske algoritmer tæller som en regulær succes, er på lettere bekymrende vis ikke altid til at gennemskue.
Den afgørende cocktail?
Fanhype plus anmelderkærlighed er selvsagt som udgangspunkt en vindende cocktail for overlevelseschancerne, hvorimod serier, der kun kan bryste sig af en ud af de to, lever livet farligt:
Forårets 200 millioner dyre superhelteserie ’Jupiter’s Legacy’ var omgærdet af betydelig seerinteresse ved premieren (ifølge amerikanske Nielsen Ratings), men blev slagtet af kritikere over en bred kam, hvorfor Netflix hastigt hang kapperne tilbage i skabet (så sjovt er det alligevel heller ikke at blive målt og vejet op imod Marvel/Disney+-mastodontens supersucceser).
Samme skæbne overgik Sherlock Holmes-spinoffserien ’The Irregulars’, mens animationsperlen ’Tuca and Bertie’ på anderledes mystisk vis blev aflivet i 2019 efter en enkelt, stærkt anmelder- og fanrost sæson (serien fik siden nyt liv hos Adult Swim).
Med prangende 98 procent i anmelderscore på Rotten Tomatoes, 8,3 fra brugerne på Imdb og ivrigt Twitter-buzz ligger ’Sweet Tooth’ umiddelbart i et sweet spot (sorry … ) til en fornyelse. Og derfor skulle det ærlig talt også undre mig såre, hvis Netflix lod den Robert Downey Jr.-producerede serie falde til jorden.
Men – det undrer mig imidlertid også, at streamingtjenesten lader os vente i spænding, for i modsætning til for eksempel ‘Bridgerton’, der blev fornyet efter en måneds tids eksplosiv faneufori, er ’Sweet Tooth’-finalens komplet uforløste spændingsmoment det hidtil groveste eksempel på seer-baiting, jeg endnu har set. Navnlig hvis Netflix vitterligt har været i tvivl om, hvorvidt serien skulle have lov til at fortsætte (uagtet at den blev optaget midt i en usikker pandemi-tid).
Og ja, så har vi dette foruroligende tweet fra i går, mandag, hvor ‘brancheinsider’-journalisten Nick Santos mener at vide, at ‘Sweet Tooth’s dage er talte:
Uh oh.
Med til uvishedsmiseren for os stakkels seere (ja, lad os bare blive lidt dramatiske) hører naturligvis endvidere, at ’Sweet Tooth’ inden længe kommer til at stå med en åbenlys lavpraktisk udfordring, idet barneskuespillerne vil være blevet betydeligt ældre, hvis serien først vender tilbage i midt eller slut-2022.
Vokseværk i castet
I modsætning til de gange, vi er blevet genforenet med ’Stranger Things’-rødderne efter en lang (meget lang) skoleferie i Hawkins, har ’Sweet Tooth’ nemlig ingen anden udvej end at samle handlingstrådene op rask efter finalen, hvor Dr. Singh (Adeel Akhtar) just har taget hul på at skære i mutantbørnene, og nyligt sammenlappede Jep (Nonso Anozie) og hans redningskvinde Aimee (Dania Ramirez) gør sig klar til at storme The Last Men’s lejr for at befri selvsamme børn med Gus (Christian Convery) i spidsen.
Ethvert pludseligt tidshop ville føles som en bovlam gimmick af ren og skær nød, og en gennemgående digital foryngelse af skuespillerne er lige så omkostningsfuldt, som det er forbundet med potentielt bizarre resultater (hilsen ’It: Chapter II’).
Derfor, sødeste Netflix, grib i eget gevir og få gennet castet på et fly til settet i New Zealand asap. Mit incitament til at kaste mig frådende over jeres næste prestigeprojekt vil simpelthen lide et tillidsknæk, hvis end ikke den mest begejstrede modtagelse fremover kan redde en cliffhanger fra at styrte i døden.
’Sweet Tooth’ kan ses på Netflix.