James Cameron er muligvis den største Hollywood-filmskaber i nyere tid med film som ‘Titanic’ og ‘Avatar’, der hver sprængte rammerne for, hvor meget film kan indtjene.
Men i årenes løb er instruktøren også blevet kendt som lidt af en tyran under optagelserne til sine stort anlagte produktioner. Blandt andet på filmen ‘Dybet’ fra 1989, hvor hovedrolleindehaveren Ed Harris angiveligt nægtede at promovere filmen efterfølgende på grund af instruktørens metoder.
Nu fortæller Cameron så om sin opførsel som del af hans onlinekursus hos MasterClass (via /Film).
Ifølge /Film siger Cameron, at hvis han kunne lave en ting om i sin karriere, skulle det være at skabe et bedre miljø for hans skuespillere og crew.
»Jeg kunne have lyttet mere. Jeg kunne have været mindre autokratisk. Jeg kunne have undladt at gøre filmene vigtigere end den menneskelige interaktion med filmholdet«.
Cameron fortæller også, hvilken instruktør han personligt ser op til, når det gælder god opførsel på set. Og hans valg falder på Ron Howard, som Cameron engang besøgte under optagelserne af en film, hvor han blev dybt overrasket over de mange komplimenter, Howard gav sit hold.
Lige nu er Cameron i fuld sving med sine kommende fire ‘Avatar-film, hvoraf de første to er i post-produktion. ‘Avatar 2’ forventes at få premiere i 2022.