Man kan godt mærke, at det er manden bag ‘The Guardians of the Galaxy’, der har instrueret den kommende blockbuster ‘The Suicide Squad’.
Den nye trailer til James Gunns første DC-superheltefilm viser i hvert fald instruktørens hang til storladne, spraglede og CGI-tunge actionscener samt skæve kommentarer, der fuldstændig afvæbner den ellers skæbnesvangre og mørke stemning.
»Søstjerne er et slangudtryk for numsehul – er der nogen sammenhæng?«, lyder for eksempel John Cenas reaktion, da han hører om »Projekt Søstjerne«.
‘The Suicide Squad’ er efterfølgeren til ‘Suicide Squad’ fra 2016. Samtidig virker det som om, at filmen fungererer som et mildt reboot af David Ayers anmelderudskældte, men storsælgende blockbuster. For eksempel er Jared Leto og Will Smith ikke at finde i den nye film.
Margot Robbie, Viola Davis, Joel Kinnaman og Jai Courtney vender tilbage til deres roller, mens James Gunn også har hentet en række nye skuespillere ind – blandt andre Idris Elba som Bloodsport, Nathan Fillon som TDK, Alice Braga som Sol Soria, Pete Davidson som Blackguard og førnævnte John Cena som Peacemaker.
Udgangspunktet er igen superskurkene på Task Force X-holdet, der indvilliger i at drage til Sydamerika for at ødelægge den gamle nazi-fangelejr Jotunheim, hvor der blev udført mystiske eksperimenter.
‘The Suicide Squad’ får premiere 5. august.