Albert Dyrlunds rejsekammerat fortæller om den fatale ulykke: »Vi følte os overhovedet ikke i fare«

Albert Dyrlunds rejsekammerat fortæller om den fatale ulykke: »Vi følte os overhovedet ikke i fare«
Albert Dyrlund. (Foto: YouTube)

Da Albert Dyrlund omkom i en ulykke i Italiens sydlige Tyrol onsdag aften, var han sammen med den amerikanske YouTuber Tucker Doss, der nu fortæller om tragedien for første gang.

På Instagram skriver Doss, at han og Dyrlund var rejst til toppen af Seceda-bjerget for at optage videoindhold til deres populære YouTube-kanaler.

»Der var mange stier og bygninger, fordi det er så turistet et sted. Derfor ville vi væk fra dem ved at tage tættere på bjerget. Vi besluttede os for at tage længere op på bjerget. Vi kom op til bjergtoppen, hvor ulykken skete. På toppen var der fladt, men på den anden side var der et kort og stejlt græsområde, der ledte til kanten af bjerget«, indleder Doss sit opslag.

Det var på græsområdet, at det skæbnesvangre øjeblik, som tog Dyrlunds liv i en alder af blot 22 år, indtraf. Dyrlund var i gang med at optage en video af sig selv på området, mens Doss var omkring 60 meter væk og tog billeder af naturen, skriver den amerikanske YouTuber.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Da ulykken skete, havde jeg min ryg mod ham, og jeg hørte ham skrige mit navn. På det tidspunkt vendte jeg mig rundt og så ham glide ukontrolleret ned ad græsset og ned ad klippen«, fortsætter Doss.

»Jeg stod i chok og var ikke i stand til at røre mig i et par sekunder og løb over til der, hvor han havde siddet, og prøvede at fatte, hvad der var sket. Jeg begyndte at græde og skrige og løb over til min telefon og ringede efter alarmberedskabet. De kunne få en helikopter til stedet indenfor 10 minutter«, skriver han.

Men da alarmberedskabet kom, stod det klart, at Albert Dyrlunds liv ikke stod til at redde efter faldet.

Ifølge Doss følte han og Albert ikke, at der var grund til bekymring på bjerget: »Alt føltes normalt, og vi følte os ikke ude af kontrol eller i fare overhovedet. Der var ikke noget vind, og vejforholdene var rolige«.

Oplevelsen har, forståeligt nok, sat sig dybt i den amerikanske YouTuber, der kun havde kendt Dyrlund i nogle uger, hvor de blandt andet lavede en video sammen i København.

»Mens jeg kæmper med at forstå, hvad der skete, så husker jeg også på at værdsætte alt det, som Albert bragte ind i mit liv i den korte tid, jeg kendte ham«, skriver Doss i opslaget.

Han afslutter mindeordet: »Jeg elsker dig Albert, og jeg vil savne dig for evigt«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af