Joaquin Phoenix gjorde så genial og grum figur som titelskurken i Todd Phillips’ ‘Joker’, at han som bekendt vandt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle ved sidste års prisuddeling.
Næste gang vi kommer til at se Phoenix på lærredet, bliver det dog i en anderledes mild rolle. Instruktøren Mike Mills’ nye film, ‘C’mon C’mon’, er af en 2021’s mest ventede, og første billede af Phoenix i hovedrollen som journalisten Johnny er nu blevet offentliggjort i forbindelse med den igangværende New York Film Festival.
‘C’mon C’mon’ tegner til at fortsætte den afdæmpede og hjertevarme stil – tilmed i sort/hvid billeder – fra Mike Mills’ tidligere spillefilm ‘Beginners’ (2010)’ og ’20th Century Women’ (2016).
I filmen udvikler Joaquin Phoenix’ karakter en uventet nær relation til sin otteårige nevø Jesse i skikkelse af 11-årige Woody Norman, som eftersigende leverer en bemærkelsesværdig præstation. Gaby Hoffman (‘Transparent’) medvirker desuden i rollen som Johnnys søster og Jesses mor.
‘C’mon C’mon’ får premiere senere i år. I en nær fremtid kan vi desuden opleve Joaquin Phoenix i nye film fra mesterinstruktørerne Ari Aster, Ridley Scott og Lynne Ramsay.