I denne uge bliver der teaset for en masse ventede blockbusters til amerikanske CinemaCon, som er en årlig konference for biografejere. Her kunne Warner Bros. i går løfte sløret for titlen på den fjerde ‘The Matrix’-film.
Film nummer fire om Neo har fået en titel, der går godt i spænd med tidligere kapitler i franchisen: ‘The Matrix: Resurrections’.
Sammen med titlen blev første trailer til filmen også afsløret på CinemaCon, så mon ikke den snart rammer internettet. Collider beskriver, at traileren viste et møde mellem Keanu Reeves’ Neo og Carrie-Anne Moss’ Trinity. Begge karakterer døde som bekendt i ‘The Matrix Revolutions’, men vender altså tilbage i den nye film.
Ellers bliver handlingen i ‘The Matrix: Resurrections’ fortsat hemmeligholdt. Vi ved dog, at andre gengangere fra universet tæller Jada Pinkett Smith som Niobe, Lambert Wilson som The Merovingian og Daniel Bernhardt som Agent Johnson. Der bliver derimod ikke noget gensyn med Laurence Fishburne som Morpheus og Hugo Weaving som Agent Smith..
En række nytilkomne skuespillere er også tidligere blevet annonceret. Yahya Abdul-Mateen II, Neil Patrick Harris, Andrew Caldwell, Priyanka Chopra, Jonathan Groff, Jessica Henwick, Ellen Hoffman, Eréndira Ibarra, Toby Onwumere, Max Reimelt, Christina Ricci og Brian J. Smith skal således være med til at udbygge det dystopiske sci-fi-univers.
Lana Wachowski står denne gang for at instruere uden sin søster og ellers faste samarbejdspartner Lilly Wachowski. Lana Wachowski har skrevet manuskriptet sammen med David Mitchell og Aleksandar Hemon, som begge tidligere har været medforfattere på Wachowski-søstrenes Netflix-serie ‘Sense 8’. Mitchell stod desuden bag romanforlægget til ‘Cloud Atlas’.
‘The Matrix: Resurrections’ får biografpremiere 22. december.