Jennifer Lawrence skal spille den legendariske Hollywood-agent Sue Mengers i en ny film, der skal instrueres af Paolo Sorrentino, den italienske instruktør bag ‘Den store skønhed’, ‘Il Divo’ og ‘The New Pope’.
Og det er en attraktiv kombination i Hollywood, lader det til, for ifølge Deadline og nyhedsbrevet ‘What I’m Hearing…’ er både Apple og Netflix interesseret i at lande en aftale. Apple har efter sigende budt omkring 80 millioner dollars.
Sue Mengers var en af de store agenter for filmstjernerne i 60’erne og 70’ernes Hollywood, før hun blev kørt ud på et sidespor, og det lyder således som en stærk rolle med kød på for Lawrence, der de seneste år har haft svært ved at leve op til den kolossale succes, hun fik omkring ‘Winters Bone’, ‘The Hunger Games’ og ‘Silver Linings Playbook’:
I hvert fald har film som ‘Passengers’, ‘Red Sparrow’ og ‘Mother!’ været blandede fornøjelser.
Allerede i år kan hun dog få et stort comeback med Adam McKays ‘Don’t Look Up’, der også har Leonardo DiCaprio og Timothée Chalamet på rollelisten.