Flere amerikanske medier løftede øjenbrynene, da de så fjerde og sidste afsnit af ‘NYC Epicenters 9/11→ 2021½’ – Spike Lees nye HBO-dokumentarserie om 9/11-terrorangrebets efterspil i New York.
Det skyldtes, at den garvede instruktør i sidste afsnit har dedikeret omfattende skærmtid til konspirationsgruppen Architects and Engineers for 9/11 Truth og stifteren Richard Gage .
Sideløbende er Lee i et interview med New York Times sprunget ud som tilhænger af en kendt konspirationsteori, der går ud på, at tvillingetårnene styrtede sammen grundet en kontrolleret eksplosion udført af den amerikanske regering – ikke på grund af flyene, der ramte dem.
Slate-journalisten Jeremy Stahl er blandt kritikerne af Lees dokumentar. I en artikel tirsdag fordømmer han instruktøren og HBO for at give tid til Richard Gage: »Lee og HBO giver Gage og hans konspirationsteorier den største og mest mainstream platform, de nogensinde har haft, og peger deres seere direkte i retning af en sump bestående af uhyrligt farlige idéer«.
Det kontroversielle fjerde afsnit af ‘NYC Epicenters 9/11→ 2021½’ er ikke udkommet hos HBO endnu og har altså kun været tilgængeligt for anmeldere og journalister på en online platform. Nu skriver The Playlist, at HBO har fjernet afsnittet fra platformen. Samtidig fortæller Spike Lee i en officiel udmelding via HBO, at han vil klippe afsnittet (som han kalder det ottende kapitel) om.
»Jeg er tilbage i klipperummet og ser på det ottende og sidste kapitel af ‘NYC Epicenters 9/11→ 2021½’. Jeg beder jeg respektfuldt om at holde igen med jeres bedømmelse, indtil I ser den færdige version. Jeg takker jer – Spike Lee«.
Det kunne altså godt tyde på, at Spike Lee og/eller HBO har følt sig nødsaget til at skrue ned for konspirationsteorierne, inden afsnittet bliver tilgængeligt for seerne.
Herhjemme kan man i øjeblikket streame første afsnit af ‘NYC Epicenters 9/11→ 2021½’ på HBO Nordic.