’The L Word: Generation Q’ sæson 2: Vi må lade, som om dette reboot af banebrydende lesbisk serie aldrig skete
Du kender måske ’The L Word’ som den lesbiske version af ’Sex And The City’.
En gang for længe siden (før inflationen af lesbiske periodedramaer) var der en serie om en gruppe kvinder i storbyen, der handlede om sex og byen. I ’The L-Word’ (L-ordet = lesbisk) var den ’femte hovedperson’ ikke New York, men West Hollywood, og vores Carrie og Big var i stedet Bette og Tina.
Nu har vi så fået anden sæson af Ilene Chaikens reboot ’The L Word: Generation Q’ (Q = Queer?), og ja, ‘Driver’s License’ er på soundtracket, for vi er jo i 2021.
Og her er der måske snarere tale om West Hollywood som den 15. karakter, for castet er fortsat fyldt til bristepunktet med 14 mere eller mindre hovedagtige roller med mindre og mindre medrivende fortællinger.
Generation Q udgør en ret stor del af ensemblet, men vi har stadig nogle gengangere fra den gamle generation og serie, som Katharine Moennig (Shane) og Jennifer Beals (Bette). For homoverden tro er alle seriens relationer bæredygtige og genbruges på kryds og tværs, så vi næsten skal have fat i Alices berømte hookup-chart for at kunne overskue det.
Lad os starte med talkshow-værten Alice, der har lagt sine Joe Goldberg-stalker-tendenser fra originalen bag sig til fordel for grøntsagsjuice og Gua Sha (som sagt: vi er jo i 2021). Hun har skaffet sig en privat psykolog i konen Nat, og sammen forsøger de at kommunikere sig igennem temaer som polyamori og throuples. Og selv om det er nogle spændende temaer, så er det svært ikke at få fornemmelsen af en meget kvoteagtig skemalægning af seriens queer-tematikker.
Forklaringen skal måske findes i seriens målgruppe, der nok består af 90 procent lesbiske og så 10 procent af en uidentificeret rest. De mest trofaste procentdele har været der, siden dengang Jenny var sammen med seriens token-mand Tim, men måske skulle vi følge hendes eksempel og kigge andetsteds. Også selvom vi så må opgive drømmen om en serie, der udelukkende består af lesbiske.
For lad os lige slå fast: Konceptet er genialt. I 2004 gjorde ’The L Word’ minoriteten til majoritet, og så bandlyste serien alle mænd inden for en radius af hele West Hollywood. Serien satte meget radikalt queer på dagsordenen, og det var ligesom det, den originale serie kunne. Men nu hvor efterspørgslen på queer-serier er røget i vejret, er der naturligvis også en del flere udbydere, end der var i 00’erne.
Og jeg er ikke sikker på, at rebootet kan klare sig i serielands frie markedsøkonomi med sine meget forudsigelige fortællinger.
Sæson 2 forsøger dog med en charmeoffensiv og en ny parring i power-parret Bette og Gigi (ja, Alices kones ekskone-Gigi). To femme power-lesbians er altid en spændende, om end i det her tilfælde lidt fortænkt, dynamik, og de får lov til at kæmpe om, hvem der er mest følelsesmæssigt ovenpå, og i fritiden dominerer de henholdsvis kunstscenen og ejendomsmæglerscenen iført jakkesæt og hæle.
Til gengæld har Bettes ekskone Tina scoret Rosie O´Donnel i rollen som en meget Rosie O´Donnel-agtig forsvarsadvokat. Og så har vi som en sidenote noget med et bryllup, der blev afbrudt, fordi nogen (Sophie) havde en affære, og affæren (Finley) så troppede op og erklærede sin udødelige kærlighed til selvsamme bryllup. Men det drukner lidt i den store mængde af sløve kærlighedsaffærer og utroværdige femkantsdramaer.
Jeg må ellers sige, at Shane og den pragmatiske Tess gør et bravt forsøg på at få samlet karaktererne til nogle opstyltede pokeraftener på den lokale stambar for at genskabe noget af den gruppedynamik, originalen havde, men det lykkes bare ikke rigtigt.
Det skulle nogen måske have fortalt Shane, før hun blev medejer af baren som et led i sin følelsesmæssige modning. Tess beskriver hende som en sød vildkat, og hun er da også blevet en lille smule mere tam sød efter otte sæsoners playboyeri.
Måske er det det samme, serien lider af.
Kort sagt:
’The L-Word: Generation Q’ er et unødvendigt reboot af en serie, hvis primære styrke var, at den var lesbisk i en tid, hvor ikke så mange serier var lesbiske. Mange, inklusive skaberne af serien, har valgt at lade, som om sæson 6 i den originale serie aldrig skete, og jeg stemmer for, at vi gør det samme med rebootet.