’The L Word: Generation Q’: 00’erne ringede – de vil have deres serie tilbage

’The L Word: Generation Q’: 00’erne ringede – de vil have deres serie tilbage
Jennifer Beals, Leisha Hailey og Katherine Moennig i 'The L Word: Generation Q'.

Af hensyn til min habilitet må jeg hellere gå til bekendelse: For mig var det revolutionerende, da ’The L Word’ nåede danske tv-skærme i 2004. Jeg var lesbisk-ish, men ville cirka hellere fjerne min egen blindtarm med en rusten ske end springe ud på det provinsgymnasium, hvor jeg på dét tidspunkt gik i 3. g. København var langt væk, Facebook endnu ikke opfundet, og jeg følte mig som den eneste af min slags i verden.

Indtil Ilene Chaiken gjorde det, ingen havde troet muligt: Producerede et letfordøjelig ’Sex & the City’-agtigt serie-hit kun befolket af lesbiske, der hverken ville tage livet af sig selv eller myrde andre med issyle. Nope, de her lesbiske hang bare ud med vennerne og navigerede arbejdsliv og dating i lækre LA-omgivelser.

For heteroer og nutidens queers er det nok svært at begribe, hvor vigtig ’The L Word’ var. For mig gav den håb og en følelse af community, der rakte helt til Lolland. Jeg lærte ord som ”gaydar” og ”butch”, så jeg blev mindre bange for at falde igennem, når jeg senere nåede hovedstaden. Jeg lo og græd med seriens hovedpersoner og mærkede i maven, at det var præcis lige så okay at være homo som hetero.

Derfor tror jeg nok, jeg udbrød et lille jubelskrig, da seriens reboot blev annonceret. Der er ingen tvivl om, at jeg virkelig, virkelig gerne ville kunne lide ’The L Word: Generation Q’ – men desværre skuffer den fælt.

‘The L Word: Generation Q’.

Tre af seriens originale karakterer er med i den nye serie: Powerlebben Bette (Jennifer Beals), der plejede at være kunstkurator og gift med Tina. Nu forsøger hun at blive LA’s første kvindelige borgmester, der samtidig er ikke-hetero og (hvis man kniber øjnene sammen) ikke-hvid. Den androgyne kvindebedårer Shane (Katherine Moennig), der siden sidst er blevet stenrig på en verdensomspændende kæde af frisørsaloner. Og den tidligere journalist og let kejtede Alice (Leisha Hailey), der nu er hotshot vært på sit eget talkshow Al(i)ce, hvor i’et måske er en kysmund, måske en vulva. Skuespillerne ligner sig selv i en grad, der gør plastikkirurgien ære, og glider let tilbage i deres gamle dynamik. Karakterner fungerer stadigvæk, kemien imellem dem ligeså, men deres historier er ikke medrivende.

Det er prisværdigt, at seriens skabere via Bettes kandidatur sætter fokus på reelle hjemløshedsproblemer blandt unge LGBTQ’ere. Men det virker utroværdigt, at sådanne hjemløse skulle se stenrige Bette som »one of us«, som en ung queer POC’er tårevædet proklamerer. Her er den nye serie lige så klasseblind, som originalen blev kritiseret for at være. De bedste øjeblikke leverer Alice i form af relaterbar comic relief, når hun kegler rundt i sin moderne sammenbragte regnbuefamilie.

Originalserien havde mange problemer ud over klasseblindhed, som rebooten forsøger at råde bod på. Denne gang er der flere transpersoner og en enkelt i kørestol (modellen Jillian Mercado), men de henvises primært til mikroroller og fyld. For eksempel får ellers fantastiske Jamie Clayton (Sense8) max et minuts sammenlagt skærmtid i de første to afsnit. Eneste undtagelse er transmanden Micah (spillet af Leo Sheng, der også er transmand), der crusher på den lækre nabo José.

‘The L Word: Generation Q’.

De øvrige nye hovedpersoner er der ikke meget opdateret over. Der er Micahs bofæller, parret Sophie og Dani, der på mange måder er et ekko af Bette og Tina: De er på overfladen et power-par, men har tydeligvis problemer fra afsnit ét. Og så er der Finley, der virker som en Shane 2.0, om end hun er knapt så subtil i sine scoringsforsøg. Ingen af karaktererne formår at fange, og skuespillerne bliver overstrålet af de tre veteraner fra originalserien.

Det er sympatisk, at Ilene Chaiken med ’The L Word: Generation Q’ har forsøgt at komme kritikken af den originale serie i møde ved at have et mere sammensat cast og træde uden om de værste transklichéer. Men med poleret pænhed til alle sider lykkes mangfoldighedsprojektet ikke rigtig.

Anno 2019 står ’The L-Word’-universet heldigvis ikke længere alene. Vil du se lesbisk sex, der ikke bare går ud på at flette hinandens hår? Se ’Orange Is the New Black’. Vil du have mindblowing queer connections? Se ’Sense8’. Vil du have helstøbte, fejlbarlige, troværdige LGBTQ-karakterer af alle aldre? Se ’Work In Progress’.

Ilene Chaiken gjorde det umulige i 2004: beviste, at LGBT-tv betaler sig også økonomisk. Dermed banede hun vejen for langt bedre LGBT-tv, men lagde samtidig sin egen serie i graven. For hvor den originale ’The L-Word’ stadig er et vigtigt mediehistorisk dokument, er universet som sådan for længst overhalet indenom.


Kort sagt: ’The L Word: Generation Q’ forsøger at spole frem til nutidens queermiljø, men vækker højst nostalgisk trang til at gense den originale serie fra nullerne

Anmeldt på baggrund af de to første afsnit af sæson 1.

Tv-serie. Hovedforfattere: Ilene Chaiken, Michele Abbott, Kathy Greenberg. Medvirkende: Jennifer Beals, Katherine Moennig, Leisha Hailey. Spilletid: 8 afsnit á 50 min.. Premiere: Kan ses på HBO Nordic
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af