’Kevin Can Fuck Himself’: Sitcom-hustru giver endelig genrens mandebaby kniven
En af de mest irriterende troper i sitcom-genren er det ulige og urealistiske match mellem den umodne, dovne og tykke mandebaby og hans superlækre og langt mere begavede kone, der både fungerer som hans mor, rengøringsdame og begærsobjekt.
Tænk ‘Kongen af Queens’, ‘According to Jim’, ‘Family Guy’, ‘Modern Family’ og senest ‘Kevin Can Wait’, der var så uengageret i Kevin James-karakterens kone, spillet af Erinn Hayes, at serien simpelthen aflivede hende mellem første og anden sæson
Med den mørke satireserie ‘Kevin Can Fuck Himself’ giver serieskaber Valerie Armstrong tilbage af samme skuffe med en direkte finger til alle Kevin-typer derude og tiltrængt oprejsning til de hårdprøvede sitcomhustruer. Hvor mange gange har man ikke undret sig over, hvordan nogen kvinde kan holde ud at være gift med sådan en tabertype? I ‘Kevin Can Fuck Himself’ er det både sjove og tragiske svar, at det kan hun heller ikke.
Serien følger Allison (Annie Murphy fra ‘Schitt’s Creek’), som må finde sig i uendelig udnyttelse og ydmygelser fra sin barnagtige mand, Kevin (Eric Petersen). Deres bryllupsdag skal fejres med hans bøvede venner, og han finder konstant på åndsvage påfund som at helstege en gris eller bygge et mystery room. Han ødsler deres få penge væk, forventer fuld opvartning og gør hende til grin over for nabovennerne og svigerfar, der altid slænger sig i deres sofa med en øl i hånden.
Det værste er næsten, at Kevin ikke selv er bevidst om det følelsesmæssige misbrug, han udøver. Han synes selv, at han er sjov og charmerende, ligesom seere gennem årene har grinet af den type sitcom.
Når Kevin er i billedet er serien en knivskarp parodi på en gammeldags multikamera-sitcom med dåselatter, punchlines, og klare farver i dagligstuestudiet. Men så snart Allison er alene, skifter serien genre til et dystert drama, der afspejler hendes virkelige følelser. Og så bliver serien ellers dark. Hendes påklistrerede smil forsvinder, farverne bliver mørke, den lille flække i Massachusetts fremstår trøstesløs, og vi finder ud af, at Allison i virkeligheden hader Kevin i en sådan grad, at hun i al hemmelighed begynder at lægge planer om at slå ham ihjel.
Det er en genial præmis. Men selvom store dele af serien er vellykkede, er ideen desværre lidt bedre end udførelsen.
For det første fylder sitcom-delen for meget. Serien slår hele vejen igennem frem og tilbage mellem genrene, og mens vi har brug for kontrasten i starten for at etablere problematikken, kommer gimmicken lynhurtigt til at føles redundant:
Vi har fanget pointen, og serien kunne med fordel have skåret de timelange afsnit ned til en halv time og sparet på dåselatteren.
Det er lidt hårdt at komme igennem første halvdel af serien, fordi den er så ubehagelig og usjov. Men efterhånden får Allisons perspektiv heldigvis mere plads, og det gør serien mere engagerende. Ikke mindst da hun allierer sig med naboen Patty (en fremragende tilpas kynisk, pessimistisk og længselsfuld Mary Hollis Inboden), der hidtil har været en del af Kevins slæng, der kun har haft hån til overs for Allison. Men som efterhånden får øjnene op for Allisons perspektiv og sin egen rolle som medløber – og på den måde fungerer som en repræsentant for seeren. De to kvinders spirende venskab, der udspringer fra et fælles mørke og følelsen af, at nok er nok, er en fornøjelse at følge.
At seriens ’realistiske’ dramadel kammer over i en konstrueret parodi på krimigenren – vi får aldrig et rigtigt fornuftigt svar på, hvorfor Allison går Walter White-vejen frem for bare at lade sig skille – må man tage med for til gengæld at få en dybt original og dejligt ondsindet og hævngerrig feministisk dekonstruktion af sitcom’en.
Kort sagt:
Den feministiske mørke sitcomsatire ‘Kevin Can Fuck Himself’ har årets sjoveste præmis, som selve serien dog ikke lever hundrede procent op til.