Er virtual reality det nye?
Spørgsmålet er blevet stillet hyppigere og hyppigere i filmverdenen de seneste år, hvor eksperimenterne med VR er taget til, markante instruktører som Alejandro Gonzalez Iñárritu har skabt VR-værker, og de store festivaler som Cannes og Venedig har inviteret formatet indenfor.
I Danmark er David Adler en af de bedste til at svare på det fremtidsspekulerende spørgsmål.
Han har de seneste to årgange haft verdenspremiere på en virtual reality-film på netop Venedig-festivalen, sidste år med et VR-akkompagnement til Christoffer Boes ’Smagen af sult’ og i år med et selvstændigt værk, der vakte opsigt på den italienske festival: Den vandt simpelthen prisen for bedste VR-fortælling.
Filmen tager udgangspunkt i en flygtnings beretninger under Anden Verdenskrig og er en dragende rejse, hvor man som publikum iført VR-briller får den rørende historie i en båd fortalt af hovedpersonen spillet af Jens Jørgen Spottag, mens man oplever de begivenheder, han beretter om, ved at kigge rundt i det virtuelle univers.
Som man måske kan fornemmer i ovenstående, kan det være svært at forklare handlingen og forløbet i en VR-film. Det oplevede David Adler da også, da han skulle forsøge at sælge ideen til Det Danske Filminstitut og kun havde et manuskript, der ikke lignede noget, han havde skrevet før.
»Manuskriptet måtte vi finde på nærmest fra bunden. Da vi snakkede med Filminstituttet første gang, kunne de simpelthen ikke forstå, hvad det var, de læste. Så vi lavede en fire minutters prototype i en kælder i Nordvest og viste dem det. Og så faldt alle brikkerne ligesom på plads. For det var bare den rummelighed, de ikke havde forstået. Der er jo aldrig et klip, der er et sceneskift, men ikke et klip i oplevelsen«, fortæller den filmskoleuddannede instruktør, da vi møder ham på Soundvenues kontor.
Mødet med et andet menneske
Selv kalder David Adler ikke VR for ’film’, men for et nyt medie. Og fortællingen skal derfor også opleves på en anden måde end en konventionel film.
»Det er ikke præcis de ting, der sker, der er vigtige, det er mere det, at du møder den person, der fortæller det. Og vi har brugt meget tid på at finde ud af, hvordan den historie bliver fortalt«, siger han.
»Man taler ofte om, at filmen var bedre end bogen, eller bogen var bedre end filmen. Det er aldrig en-til-en at tage en bog og lave den til en film. Og det er lidt det samme, vi er gang med at finde ud af med VR: Hvad er det for en historie, der egner sig til at være i den her verden?«.
Han og hans hold hos produktionsselskabet Makropol, som har specialiseret sig i VR-fortællinger, konkluderede, at det kan være en god ide at starte med noget velkendt, når man skal have fat i et nyt publikum til et nyt medie.
Og her er Anden Verdenskrig og flugthistorier et godt sted at starte – det er noget, de fleste har et kendskab til.
»Det, jeg kan gøre, er at sætte dig som vidne i en robåd sammen med fortælleren, og jeg kan give hans historie lidt mere rum. Jeg føler, at VR lægger ret godt op til det med at sætte sig ned og møde et andet menneske«.
De fysiske udfordringer
Da jeg så den 49 minutter lange ’Nattens Ende’ på Makropols kontor i København, var det første gang, jeg rigtigt stiftede bekendtskab med VR-mediet. Og det var en intens oplevelse, både mentalt og fysisk. Det tærer på øjnene, og skulle jeg have siddet meget længere, ville jeg have været nødsaget til at holde en pause fra oplevelsen.
Og denne rent fysiske dimension er da også noget, man som skaber hele tiden forholder sig til, fortæller David Adler.
»Når vi tager beslutningen, om præcist hvilket minuttal vi tør gå op på, så handler rigtigt meget om, hvor behageligt det er. For vi skal et sted hen, hvor du glemmer, at det er det, du har på, og det kan vi gøre med en god historie. Men vi kan ikke fuldstændig fjerne det, at du har en kasse på hovedet«, siger han.
»Men der er udviklet en gummiring, der gør det en lille smule mere behageligt at have den på, og det gav os mulighed for at lave projektet fem minutter længere. Og så blev skærmene bedre, så øjnene havde en lille smule lettere ved at slappe af under oplevelsen, og det gav os 10-15 minutter i forhold til versionen inden. Så ja, det er meget konkret«.
»Jeg håber på at kunne gøre det længere næste gang, men jeg vil ikke tage den beslutning, før jeg prøver det på min egen krop og siger: Jeg kan godt have det her headset på så længe, uden at jeg får ondt i øjnene eller bliver træt eller lignende«.
Marvel i VR?
Mange har måske set Steven Spielbergs ’Ready Player One’, der giver et bud på, hvor altomsluttende en oplevelse VR kan ende med at blive. I teorien i hvert fald – på film.
Men hvad med i praksis: Er det et realistisk scenarie?
»Det tror jeg godt, det kan være«, siger David Adler prompte.
»Det, man skal huske, er, at det ikke kun handler om teknologisk udvikling, men også om, hvordan vi fortæller historier, og hvordan folk lever sig ind i de historier. Teknologien og folks forventninger til det har allerede ændret sig virkelig meget. Vi har jo set med filmmediet, at filmsproget er blevet hurtigere og hårdere klippet over årene. Det sker også med VR, bare meget hurtigere«.
Om VR kan blive rigtig mainstream som biografformat, er dog for tidligt at konkludere.
»Vi finansierer det som film, men i biografen mister du en stor del af den rummelighed, der er en stor grund til at lave noget i VR. Så et galleri er egentlig et mere rummeligt sted. Til gengæld har vi et filmisk narrativ. Men spørgsmålet er, om VR ikke bliver det hele?«.
Kan man forestille sig, at fremtidens Marvel-film bliver i VR?
»Jeg tror, man skal passe lidt på med bare at oversætte et medie til et andet på den måde. Hvis man tager Marvel, er spørgsmålet, om det ikke er bedre at gå tilbage til tegneserierne igen i stedet for at tage udgangspunkt i filmene, for så vil du have det samme inspirationsgrundlag uden at være underlagt de samme dogmer, man ser i filmene«.
Historiefortællere skal drive tech’en
Skal VR have sin fulde berettigelse, kræver det da også endnu mere end den lineære fortælling i ’Nattens ende’. Men som med andre former for historiefortælling, er det også vigtigt at turde begrænse sig selv og ikke nødvendigvis bruge alle de muligheder, som teknologien tilbyder, pointerer Adler.
»’Nattens ende’ er lidt ligesom at sidde i en sal, og så er der teater, der spiller rundt om en. Det kommer til at blive mere komplekst herfra. Men det skal altid være med udgangspunkt i, hvad der kan skubbe historien frem, og hvad der kan give publikum et mere reelt møde med oplevelsen«.
Instruktøren er dog sikker på, vi kun har set begyndelsen:
»Jeg tror, det er et medie, som rigtigt mange mennesker kan blive forelsket i. Det skal også være de rigtige projekter, man introduceres til. ’Nattens ende’ har vi prøvet at lave som et godt første møde med VR – der er ikke noget, der svinger ind i hovedet på dig eller ryster dig på hovedet. Det er et narrativ, der går fra A til B, og du skal ikke træffe et valg. Det vil vi udvide i de næste historier«.
Uanset hvad mener han, at det er vigtigt at tage nye medier til sig.
»Hver gang der kommer et nyt medie, skal vi prøve at fortælle historier med det. Det er vigtigt, at der er historiefortællere, kunstnere, filminstruktører, som begynder at skubbe det fremad. Hvis det kun er tech-folk, der driver techen, så bliver det ikke særlig menneskeligt«.
’Nattens ende’ kan ses på CPH PIX Weekend 13. og 14. november.