‘Yellowjackets’: Hvordan overlevede de unge piger flystyrtet? Svaret er vanedannende langt ude

‘Yellowjackets’: Hvordan overlevede de unge piger flystyrtet? Svaret er vanedannende langt ude
'Yellowjackets'.

»Hello Misty. You crazy, fucking bitch«. 

Sådan lyder velkomsten fra en vred Natalie (Juliette Lewis), mens hun holder et gevær foran Misty (Christina Ricci), der lige er trådt ind i sit eget hjem. Mistys medbragte date løber hurtigt ud ad døren, men Misty forholder sig helt roligt. 

For hvad der nok ville skræmme livet af de fleste, er ikke den store overraskelse for Misty. Hun ved, hvorfor Natalie er kommet. De er nødt til at snakke om et postkort. 

Et postkort med et billede af Ontarios skove med ordene »Wish You Were Here!« på. I postkortets tekstfelt er tegnet et for os uigennemskueligt, men for dem ganske genkendeligt symbol. En uskyldig feriehilsen lavet om til et varsel om, at en 25 år gammel hemmelighed er ved at slippe ud. 

Juliette Lewis ‘YELLOWJACKETS’ (Foto: SHOWTIME)

For 25 år siden, i 1996 præcis, var Natalie og Misty en del af et succesfuldt kvindefodboldhold på en highschool i New Jersey. Deres hold havde just kvalificeret sig til landsmesterskaberne, og de steg på et fly med spænding og forventning i maven. 

Men hvad der skulle være blevet en titelkamp, ender med et flystyrt i Ontarios vildmark. Hvad der før var et højdepunkt i teenageårende, blev pludselig til et levende helvede. Red cup-fester og Smashing Pumpkins bliver hurtigt skiftet ud med knuste lemmer, kroppe i brand og en kamp for overlevelse. 

Der ender med at gå 19 måneder, før pigerne bliver reddet. Så … hvad skete der i mellemtiden? 

Dét er den hemmelighed, som Misty og Natalie samt Taissa (Tawny Cypress) og Shauna (Melanie Lynskey) har svoret at holde for sig selv. 

Melanie Lynskey ‘Yellow Jackets’ (Foto: Paul Sarkis/SHOWTIME)

Serien ’Yellowjackets’, opkaldt efter fodboldholdet, vil have os til at undres over to ting: Hvad skete der dengang, og er sandheden ved at komme frem 25 år senere? Og undres, det gør man. Det er en allerede på papiret spændende præmis, som hovedskaberne Ashley Lyle og Bart Nickerson (’Narcos’) har skitset op. Og selvom serien serverer flere smugkig ind i pigernes ugerninger i vildmarken, skal det fulde billede tegne sig over ti afsnit. 

Hvert afsnit kører i to spor: Et flashback til 1996, der kort kan beskrives som en 90’er-’Booksmart’ møder ’Fluernes herre’, og så nutiden i 2021, hvor de overlevende skal håndtere alt fra familieliv og dating til afhængighed såvel som at holde på en altændrende hemmelighed. 

Den måske mest interessante af de fire kvinder er Misty spillet af Christina Ricci – dengang en ihærdig hjælpetræner med en afhængighed af at føle sig nyttig, og nu en kugleskør, virkelighedsfjern kvinde af samme kaliber som ’Single White Female.’ Hvor de andre kvinder skyer væk fra fortiden, virker Misty at være noget nær nostalgisk omkring den. 

Misty er dragende, fordi alt det kugleskøre er det allerbedste ved ’Yellowjackets’. Det faretruende og det altædende, det uhyggelige, uforklarlige og uforståelige er seriens egentlige force. På samme måde som Netflix’ fantastisk underholdende ’You’ evner den at gå så langt ud, at det har potentiale til at blive vanedannende god underholdning. Jo mere ekstrem den bliver i underholdningens tjeneste, jo bedre er den faktisk. 

Desværre er nutidssporet ofte et sobert slag tilbage til virkeligheden. Det klassiske greb at spille fortid op mod nutid er en nem go-to for at skabe fremdrift, men nutidssporet spiller altså med et heftigt handicap. 

I en gyser, overlevelsesfortælling og psykologisk thriller, som ’Yellowjackets’ gerne vil være, er det bare langt mere spændende at se, hvordan en gruppe teenagere har tænkt sig at overleve et flystyrt, end at følge med i Shaunas parterapi eller Taissas guvernørkampagne. 

Så … mere crazy fucking bitches, tak. 


Kort sagt: 
’Yellowjackets’ om et fodboldholds overlevelse i vildmarken er langt ude på den helt rigtige måde, men bliver trukket ned af et hverdagsligt nutidsspor. 

Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.

‘Yellowjackets’. Tv-serie. Skabere: Ashley Lyle, Bart Nickerson. Medvirkende: Melanie Lynskey, Juliette Lewis, Christina Ricci, Tawny Cypress. Spilletid: 10 afsnit á ca. 55 minutter. Premiere: 15. november på Paramount+.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af