’The Book of Boba Fett’ – hele sæson 1: Den nye ‘Star Wars’-serie blev reddet på målstregen
(Spoiler alert: Læs først, når du har set ‘The Book of Boba Fett’ færdig.)
Den kyniske og yderst effektive dusørjæger Boba Fett var ikke for fin til at arbejde for Darth Vader og indefryse Han Solo i Carbonit, så han kunne blive til udsmykning i Jabbas palads. Den ellers uafhængige mandalorianer blev viklet ind i den mørke side i kampen om galaksen, hvor imperiet var på randen til at knuse oprøret og opnå total frygtdominans.
Det er farligt at flirte med mørket, og det kapitel i Boba Fetts liv sluttede, da han endte i Sarlacc’ens enorme mavesæk. I ’The Book of Boba Fett’ ser vi, hvordan han slap ud.
At han næsten endte som en Sarlacc-snack må have været en livsændrende oplevelse, for Boba Fett er en helt anden karakter end den nådesløse, badass laserpistol-til-leje, vi så i den originale trilogi for cirka 40 år siden.
Dog, hvis vi skal være fair, så vidste vi meget lidt om Boba Fett, inden han dukkede op i ’The Mandalorian’. Så hvem ved? Måske har han hele tiden været en blød mand bag Beskar-hjelmen, men vi så ham kun udføre sit beskidte arbejde?
Det er ikke nogen nem opgave at bygge en historie op om en karakter, hvis popularitet, mystik og fascinationskraft netop stammer fra, at publikum ved så lidt om ham. Det er svært ikke at lave et skuffende maskefald. Mit håb for serien var, at det kunne blive en smuk afskedssalut, hvor vi får et glimt bag hjelmen, men mystikken bevares.
’The Book of Boba Fett’ lykkes delvist og først til sidst. Undervejs lander serien mellem to stole.
På den ene side får vi vitterligt ikke meget at vide om hovedkarakteren i forhold til, at serien bærer hans navn. På den anden side er den før så mystiske skikkelse, der var skjult bag hjelmen, nu bare en mand i bedstefar-alderen, der oftest går med hjelmen under armen, og som sover om natten i en Bacta-tank, så han kan komme til hægterne igen.
Jeg siger ikke, at en aldrende pistolmands sidste kamp er et dårligt udgangspunkt for en historie. Se bare, hvad Clint Eastwood gjorde med ’Unforgiven’. Dengang troede vi, at Clint’en var blevet gammel, men den film udkom for 30 år siden, og han laver stadig film.
Det, jeg siger, er, at serien undervejs har svært ved at vise os, hvem Boba Fett er, og hvad han vil her i sit livs efterår. Men vi kan konstatere, at han i stedet for at rejse ud i rummet og få nye jobs og pleje sit omdømme som galaksens skrappeste dusørjæger nu vil slå sig ned på ørkenplaneten Tatooine.
Hvorfor Tatooine!? Som Luke Skywalker siger i ’A New Hope’ til de to droider, han har købt: »Hvis Universet har et lysende centrum, så er I på den planet, som er længst væk der fra«.
Tatooine ligger tilsyneladende i galaksens rådne banan. Hvad vil Boba Fett der? Hvad knytter ham til denne udørk?
Når en serie hedder ’The Book of Boba Fett’, forventer man at få historien om dusørjægeren Boba Fett, for det er det, han er kendt som. Det forvirrede mange, at vi så i afsnit fire hører ham sige, at han er træt af livet som dusørjæger. Er det så historien om, hvordan en kynisk lone rider på sine gamle dage vil åbne op for andre mennesker (og galaksens andre skabninger), skabe en familie eller stamme og selv blive et bedre menneske? Det ville give mening.
Men underligt nok er netop den karakterudvikling allerede foregået, inden serien kommer i gang. Fra første afsnit er Boba Fett en sympatisk figur, der befrier en anden fange hos sandfolket. I tredje afsnit går han rundt i Mos Espa som en hyggelig herremand, der skaber arbejdspladser til sine undersåtter og løfter sin pegefinger over for en forretningsmand, der sælger sine varer for dyrt. Han diskuterer moral med Fennec Shand og fortæller, at han ønsker at implementere systemiske ændringer i måden, Tatooine drives på. Er det her ’Star Wars’ eller ’Downton Abbey’?
Jeg er helt med på at følge Boba Fett på et tidspunkt i hans liv, hvor han er træt af at dræbe for andre. Hvor han fra at have kæmpet primært på den mørke side nu læner sig mod den lyse, eller i hvert fald de grålige nuancer. Problemet er ikke, at Boba Fett er blødsøden. Problemet er, at vi ikke følger karakterudviklingen fra kynisk dusørjæger til empatisk hersker. Når Boba Fett er temmelig rar fra starten, hvad er så historien?
Modsat den næsten universelt elskede ’The Mandalorian’ er bølgerne gået højt, når fans har diskuteret ’The Book of Boba Fett’. Kritikere har påpeget, at de første fire afsnit er ensformige og uden udvikling i plottet, og det hele foregår på den kedelige, sandfarvede planet. Og hvorfor skal Boba Fett, en mandalorianer, som har brugt hele livet på at slås, pludselig lære nærkamp med træpinde af sandfolket?
Mange hader også Robert Rodriguez’ tredje afsnit, hvor Boba Fett hyrer en flok utilpassede bøllespirer på farverige rum-Vespaer. Den efterfølgende scooterjagt ser ud til at foregå med 20 km i timen.
Da vi så når afsnit fem og seks skifter, serien fuldstændig fokus, og fans jubler over gensyn med Din Djarin, Grogu, Luke Skywalker og Ahsoka Tano, imens Boba Fett bliver en birolle i sin egen serie.
Det kan virke forvirrende, at ikke alt i Boba Fetts bog handler om Boba Fett, men egentlig er det jo bare titler. For min skyld kunne de samle alle afsnit fra de nuværende og kommende serier under hatten ’Star Wars Stories’ og ikke føle sig bundet af traditionelle seriesæsoner. Det er levn fra dengang, tv blev vist på kanaler, hvis indhold skulle scheduleres stramt i låste sendeplaner.
At vi har udsigt til så mange Star Wars-serier er i forvejen resultatet af den halvsløje indtjening fra filmen ’Solo: A Star Wars Story’. Derefter blev der satset på at vinde streaming-krigen, og set i lyset af to års coronatæsk til biograferne var det et heldigt sats for Disney.
‘The Book of Boba Fett’ bringer os tæt på en mytisk figur, hvilket er frustrerende for nogle fans, der får ødelagt billedet af en af Star Wars-universets mest gådefulde badasses.
Til gengæld får netop disse fans deres badass tilbage i det sprudlende, syvende og sidste afsnit. Her viser Jon Favreau og Robert Rodriguez, hvor effektive de er til at samle en rodebutik og binde en flot sløjfe på.
Afsnittet er nærmest én lang actionsekvens, hvilket minder om ’Jedi-ridderen vender tilbage’ fra 1983. Det er kollektivets helterejse, hvor alle de lidt tvivlsomme og ikke-helteagtige sidekarakterer – inklusive Bobas rancor – rejser sig og bidrager til kampen mod overmagten. Til sidst kan de alle stå samlet som helte, og Boba Fett har fået sin stamme.
Det er dygtigt lavet, og godt reddet til sidst.
Boba Fett har fortjent sit otium.
Kort sagt:
En sæson med høje højdepunkter og lave lavpunkter, men rutsjeturen ender som et værdigt punktum for galaksens mest berømte dusørjæger.