Det vakte opsigt, da Oscar-Akademiet for nyligt annoncerede årets prisuddelere, der foruden en række kyndige filmfolk som Lady Gaga, Anthony Hopkins, Zoë Kravitz og Rami Malek også talte folk som DJ Khaled og den verdenskendte skateboarder Tony Hawk, der også har medvirket i samtlige ‘Jackass’-film.
Flere har undret sig på Twitter, blandt andet New York Times-skribenten Kyle Buchanan, der skriver: »Tony Hawk, Kelly Slater, Shaun White… Hvad sker der for årets Oscar-presenters?«
Nu har skateboard-ikonet svaret på tiltalen, og man må sige, at han ikke er uden ironi. På twitter skriver han:
»Hvis det at medvirke i hver eneste ‘Jackass’-film, ‘xXx’, ‘Police Academy 4’ og ‘Sharknado 5’ ikke gør mig kvalificeret til at uddele en pris ved Oscar-ceremonien, så trænger din filmsmag til at blive kalibreret«, skriver han og tilføjer: »Jeg uddeler i øvrigt en pris«.
Surferen Kelly Slater, den olympiske snowboarder Shaun White og Hawk får desuden selskab af Sean ‘Diddy’ Combs, Vanessa Hudgens, Shawn Mendes, designeren Brandon Maxwell samt tennisikonerne Venus og Serena Williams.
I den mere traditionelle Oscar-afdeling finder man navne som Bill Murray, Lupita Nyong’o, sidste års vinder Daniel Kaaluya og Youn Yuh-jung (‘Minari’) samt Jake Gyllenhaal, Jason Momoa og Josh Brolin foruden de førnævnte.
Det alsidige felt af prisuddelere lader til at være endnu et forsøg på at gøre showet appellerende for så mange mennesker som muligt, så de dalende seertal kan vendes til en succes.
Oscar-uddelingen løber af stablen natten til mandag den 28. marts.