Instruktør Mads Matthiesen fik i 2012 prisen for Bedste Instruktør på Sundance Film Festival med sin spillefilmdebut ’10 timer i paradis’.
Zentropa har nu annonceret hans næste projekt, et familiedrama i familie med Oscar-vinderen ’CODA’, med titlen ’Mr. Freeman’.
En ensom teenager indleder et onlineforhold med en afrikansk fyr ved navn Freeman. Hun får overtalt sine forældre om, at han kan komme på besøg, men jo mere hun kan lide ham, jo mere stritter de imod ideen om, at de dater.
Forældrene spilles af de erfarne skuespillere Nicolas Bro og Mia Lyhne, mens hovedrollen som teenageren Simone bliver debuten for Lina Lund Jørgensen.
Mr. Freeman spilles af den franske skuespiller Daouda Keita, som udover fransk tv er aktuel i Netflix-serien ’Le Monde de Demain’.
’Mr. Freeman’ både skrives og instrueres af Mads Matthiesen. Optagelserne er i øjeblikket i gang på Fyn, og premieren er sat til 16. marts 2023.