Nikolaj Lie Kaas har både skrevet og instrueret en kommende TV 2-serie, der ud fra beskrivelsen at dømme godt kan gå hen og blive lidt af et hit.
Det lyder nemlig som en krydsning mellem ‘Klovn’ og den franske successerie ‘Call My Agent’.
Serien ‘Agent’ handler om Joe, der er agent for kunstnere og kendisser. Firmaet ejes af hans mor, men Joe har sine egne drømme og planer for dets fremtid – planer, som ikke helt går, som han håber, samtidig med at hans ekskone truer med at hive ham i Familieretshuset for at minimere samværet med deres børn.
Esben Smed spiller Joe og Julie Agnete Vang hans ekskone, mens serien i bedste ‘Klovn’-stil befolkes af en perlerække af berømtheder i rollen som forvrængede udgaver af dem selv.
Listen tæller ifølge en pressemeddelelse:
Dar Salim, Sidse Babett Knudsen, Lars Ranthe, Thomas Blachman, Magnus Millang, Ulrich Thomsen, Tomas Villum, Birthe Neumann, Rasmus Bjerg, Tobias Rahim, Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen, Nukâka Coster-Waldau, Sigrid Husjord, Melvin Kakooza og Gun-Britt Zeller.
Nikolaj Lie Kaas har før trådt bag kameraet, da han i 2007 stod bag den smågeniale ‘Mr. Poxycat’ med Rasmus Bjerg i en signaturrolle. Halvandet årti skulle vi vente, før en af landets mest populære skuespillere igen skrev og instruerede et projekt.
I pressemeddelelsen udtaler Lie Kaas:
»Jeg har altid tænkt, at der et stort potentiale i min branches originaler og historier, og jeg har altid været fascineret af mennesker og karakterer, der ikke selv kan se de åbenlyst forkerte valg, de tager. Sådan opstod ideen om Joe, en kendis-agent, der skal navigere rundt i underholdningsmiljøet med alt, hvad det indebærer af sindssyge situationer, samtidig med at han skal være far for sin tiårige datter«.
Han fortsætter:
»Det er en komedie oven på et drama, for jeg har været bevidst opmærksom på ikke at overgive mig til det rene drama, hvilket ligger lige for, når man skildrer et menneske, der er på en deroute. Men det har været mit mantra, at man skal kunne grine højlydt«.
‘Agent’s otte afsnit får efter planen premiere på TV 2 i 2023.