Esben Smed om karrierens hårdeste rolle: »Jeg aftalte med min krop, at vi ikke var kærester, mens jeg lavede filmen«

Esben Smed har skullet grave uhyggeligt dybt ned i den sult, ensomhed og grufulde tortur, som den danske fotograf Daniel Rye gennemlevede i sine 398 dage som gidsel hos Islamisk Stat fra 2013 til 2014. I morgen har filmatiseringen af Puk Damsgårds bog ’Ser du månen, Daniel’ premiere.
Esben Smed om karrierens hårdeste rolle: »Jeg aftalte med min krop, at vi ikke var kærester, mens jeg lavede filmen«
Esben Smed i 'Ser du månen, Daniel'. (Foto: Martin Dam Kristensen)

Esben Smed tager smilende imod hos pr-bureauet i København. »Velkommen til mit kontor«, joker han lunt og viser ind i et lille glasbur med et hvidt bord i midten og fire sorte stole. Det er en mild sensommerdag i august. Den danske skuespiller er renskuret og velfriseret med entusiasme, ro og sprudlende liv i de store øjne. Som sådan er han milevidt fra sin premiereaktuelle rolle i ’Ser du månen, Daniel’, som er anledningen til vores møde.

Udsultet, afkræftet, beskidt og gennembanket ligger Esben Smed i en stor del af filmen i en mørk ussel celle, hvor ekstrem tortur, ydmygelser og psykisk terror konstant eksekveres. Det er en verden, som står i så skærende kontrast til den trygge boble, vi befinder os i denne eftermiddag, at det er svært at begribe, at det helvede på jord rent faktisk findes i virkeligheden. Og at det for bare få år siden var hverdag for en ung midtjysk fotograf.

’Ser du månen, Daniel’ er instruktør Niels Arden Oplev og medinstruktør og skuespiller Anders W. Berthelsens filmatisering af journalist Puk Damsgårds bog af samme navn, som handler om den i dag 30 år gamle freelancefotograf og tidligere elitegymnast Daniel Rye, som blev kidnappet af Islamisk Stat i 2013 under en fotoopgave i Azaz i Syrien.

I 13 måneder sad han som gidsel i et torturcenter i Aleppo, hvor han blev tortureret i en sådan grad, at både et selvmordsforsøg og et flugtforsøg blev en del af hans tid i fangenskab sammen med andre vestlige gidsler, som blandt andre inkluderede den amerikanske journalist James Foley. Foley blev henrettet for rullende kameraer i 2014. Samme år blev Daniel Rye løsladt, da hans familie formåede at indsamle de 15 millioner kroner, som løsesummen lød på.

»Jeg havde hørt lidt om det, men ikke meget andet end at der var en fyr, som havde været taget til fange og var blevet købt fri. Og så havde jeg hørt diskussionen omkring Danmarks forhold til at forhandle med terrorister, og at man havde samme holdning som USA og England«, begynder Esben Smed, da vi har taget plads i buret.

»Jeg blev gjort opmærksom på bogen og læste den ud i en køre på et døgn. Jeg kunne slet ikke slippe den. Historien var så ubegribelig og vild, samtidig med at man vidste, det var sket i virkeligheden. Der blev tilfangetaget 24 udenlandske journalister på samme tid, hvilket man ikke havde set før. Daniel tog ikke til Aleppo, men til Azaz som havde haft våbenhvile i ni måneder på daværende tidspunkt. Så det var kun, fordi grupperingen, som styrede Azaz, pludselig meldte sig under Islamisk Stats faner, som blev dannet på det tidspunkt, at alle de ting skete for ham, og det er jo i sig selv for sindssygt«.

Skudsikker vest for følelserne

Efter at have slugt bogen om Daniel Ryes 398 dage i fangenskab opsnappede Smed, at en filmatisering af bogen var under opsejling. Dengang vidste han endnu ikke, at rollen som den unge fotograf ville blive hans. Men han vidste, at han gerne ville spille den.

»Jeg tænkte, at det nok var en dum idé, da jeg fik rollen. Jeg blev bange for at gøre det dårligt, og at jeg ikke kunne leve op til, at Daniel rent faktisk findes og lever i bedste velgående og bor i Aarhus, hvor jeg også bor. Det var meget vigtigt for mig, at alle på projektet havde respekt for historien og materialet, fordi jeg har haft så meget respekt og ærefrygt for det, og det havde de heldigvis. Folk har været sindssygt dedikerede og netop haft den respektfuldhed omkring det, som jeg synes, man skal have for at kunne lave sådan et stykke arbejde«.

I sin forberedelse til rollen har Esben Smed haft et tæt samarbejde med virkelighedens Daniel Rye for at lære ham og hans historie at kende – både den om elitegymnasten, som får knust sin drøm om en sportskarriere efter en knæskade, og den om fotografen, som ender i kløerne på Islamisk Stat.

I tiden inden optagelserne har Smed og Rye gået ture sammen, sludret på caféer og hængt ud hjemme hos Rye i Aarhus og hygget med hans søn. Derudover har Smed hørt Ryes levende, ærlige og ubegribeligt grumme foredrag om sin tid i torturcentret i Aleppo og ringet til ham i tide og utide for at snakke og stille et af sine tusinde spørgsmål – hvilket i øvrigt også stod på under selve optagelserne.

Daniel Rye inden gidseltagningen i ‘Ser du månen, Daniel’. (Foto: Martin Dam Kristensen)

Især én oplysning har været en øjenåbner for Smed, som han har kunnet bruge undervejs til at stykke filmen sammen med for sig selv: Daniel Rye opdeler tiden som gidsel i forskellige faser, og på samme måde har Smed kunnet opdele sit portræt af Rye ved at spille ham ud fra de forskellige faser.

»Der var nogle ting, som jeg ikke kunne forstå først, men som gav virkelig god mening, efter jeg havde hørt Daniels foredrag«, siger Smed.

»For eksempel sådan noget med at man i begyndelsen længes efter det liv, man havde før og kunne have levet og tænker på dem derhjemme. Men på et tidspunkt bliver man nødt til at skære af for de tanker og forholde sig til, at man sidder i denne her celle, og at det er her, man er hver dag og forsøge at få det bedste ud af det og lave rutiner. Hvis man tænker for meget på fortiden eller fremtiden, bliver man ked af det, og så kan man ikke hænge sammen. Man bliver nødt til at tage en skudsikker vest på følelsesmæssigt«.

Som at bestige Mount Everest

Jeg har læst et sted, at du især blev overrasket over, hvordan Daniel Rye reagerede i den sidste fase kort før løsladelsen: Hvad var det, der overraskede dig?
»Umiddelbart tænker man, at man burde blive glad, når der begynder at være udsigt til, at man kan komme hjem, for så er der jo en chance for, at man faktisk får et liv igen. Men det er også forbundet med, at man smider den der skudsikre vest, fordi man begynder at tænke på en fremtid. Man bliver skrøbelig igen. Samtidig kan man tænke: Måske får gidseltagerne bare pengene og udleverer mig ikke. Og så var fangevogterne også hårdere ved gidslerne i den sidste tid«.

Udover de forskellige faser har Daniel Rye beriget Esben Smed med mange detaljer om, hvad man som gidsel får tiden til at gå med, når man intet har at foretage sig. Blandt andet formåede Rye at aktivere sig selv ved at forestille sig, hvordan man bygger en båd ned i mindste detaljer.

»Der er tid nok til at tænke over, hvordan man bygger en hel båd fra ingenting. Altså, hvor mange rummeter træ skal jeg bruge? Hvilke skruer og søm skal det være? Og hvilken type lak skal jeg bruge? Det er det med at holde sig selv kørende. De lavede også alle mulige ting i cellen. Der var en, som var god til historie, som holdt historietime for medfangerne, en anden var god til yoga, og Daniel var god til gymnastik, så han lavede gymnastik med dem«, siger Smed.

»Men Daniel gav mig også et indblik i nogle ting, som er svære at sætte sig ind. For eksempel at være så smadret at det eneste, man kan på en hel dag, er at rejse sig op og så lægge sig ned igen. Det er dagens aktivitet, for bare det føles som at bestige Mount Everest. Så beslutter man sig for at gøre det en hel uge, og ugen efter kan man rejse sig op og tage et skridt og lægge sig ned igen. Ugen efter igen kan man så tage to skridt, og efter en måned kan man til sidst gå frem og tilbage mellem to vægge i en celle på størrelse med det her rum«.

Smed breder armene ud og lader blikket cirkulere i det cirka otte kvadratmeter store glasbur.

»Jeg kan godt forstå det mentalt«.

Esben Smed med de to instruktører Anders W. Berthelsen og Niels Arden Oplev under optagelserne til ‘Ser du månen, Daniel’. (Foto: Martin Dam Kristensen)

Udover Daniel Ryes historie har Smed tygget sig igennem talrige beretninger om tilfangetagende og hørt podcasten ’Dustwun’, som handler om den amerikanske soldat Bowe Bergdahl, som var gidsel hos Taliban fra 2009-2014. Især hans beskrivelse af ensomheden efter at have siddet mutters alene i en celle i fem år, har været et vigtigt værktøj for Smed i hans arbejde med rollen som Rye.

»Han beskrev meget fint, at der var så mørkt i hans celle om natten, og når man er så alene og samtidig ikke kan se sig selv, kan man få tanker om, at man ikke findes. Hvis ingen bekræfter en i, at man eksisterer, hvordan skal man så vide det? Du kan ikke se dig selv. Måske kan du røre dit ansigt, men du har siddet lænket, så du er halvt følelsesløs. Han fortæller også om sådan noget med at sidde i cellen og vide, at døren er lavet af det skrøbeligste rådne træ, og hvis man gjorde sådan der…«.

Smed rækker armen ud mod døren ind til glasburet.

»Så kunne man komme ud, men det kan man ikke, for så dør man«.

Skorpioner og slanger i hi

Som en del af sin fysiske forberedelse til rollen som veltrænet elitegymnast og senere udsultet gidsel har Smed blandt andet talt med Daniel Rye om, hvordan en gymnast går til en gymnastikopvisning. Derudover har han hentet inspiration i diverse gymnastikvideoer og trænet i et træningscenter, til han var tilpas buff, men: »Gudskelov er det ikke mig, der laver alle de der saltoer. Jeg er bare ham, der lander og lader, som om det gør rigtigt ondt. Men jeg kan godt stå på hænder og sådan, så det fik jeg lov til«.

Til scenerne som udsultet gidsel i Aleppo tabte Smed sig otte kilo ad to omgange, fordi optagelserne til de scener blev afbrudt af optagelserne i Danmark, hvor Smed skulle ligne en velernæret og veltrænet springgymnast.

Kiloene fik han smidt ved hjælp af lange gåture og en diætist, som vejledte Smed i, hvad han skulle indtage for at tabe sig uden at gøre skade på sig selv. Derudover »kom han også lidt til« at lade være med at spise engang imellem, så det gik hurtigere med at få muskelmassen til at forsvinde, fortæller Smed.

»Jeg aftalte med min krop, at vi ikke var kærester, mens jeg lavede filmen. Nu sidder jeg og snacker helt vildt, fordi min krop tænker: Ikke igen, ikke igen!«.

Esben Smed. (Foto: Vittorio Zunino Celotto/Getty Images)

Han fniser og hapser et par vindruer, inden minen igen bliver alvorlig.

»Det snakkede jeg også meget med Daniel om: Hvad sult gør ved en, og hvordan man kan blive helt dyrisk i sin trang til at overleve. Han har en vidunderlig historie om, at han sammen med en medfange fandt ud af, hvordan han kunne lave en roulade af forskellige madstumper. Hvis man pakker mad ind i marmelade, kan det holde sig længe, fordi sukkeret konserverer det, så hvis man gemmer lidt fladbrød, hver gang man får noget, og pakker det ind i marmelade, bliver det med tiden til en stor roulade«.

»Daniel og hans medfangere gemte rouladen for fangevogterne, så de kunne spise den juleaften, men pludselig blev de flyttet, og så gjaldt det bare om at få spist den inden. Så kan man jo forestille sig, hvad der sker, når man ikke har spist i rigtigt lang tid og spiser en roulade, og så kører i syv timer på en bumlet vej«.

Scenerne i torturcentret i Aleppo blev skudt på tre uger i Sverige. Udover optagelserne i Danmark var Smed og filmholdet desuden en måned i Jordan i en gammel palæstinensisk flygtningelejr, hvor de optog alle udendørsscenerne, inklusive Daniel Ryes tilfangetagelse. Det var i januar i år, så det var koldt, og Smed skulle løbe rundt på bare fødder i en sort ørken bestående af skarpe sorte flintesten, men: »Det var godt, at det var koldt, for så var skorpionerne og slangerne stadig i hi«.

Så ydmygende som muligt

Arbejdsdagene i Sverige og Jordan strakte sig typisk over ti til tolv timer, så når det blev fyraften fra optagelserne, som blandt andet inkluderede torturscener, hvor Smed blev klynget op i kæder eller skulle forestille at blive pisket til blods under fodsålerne, bestod hans sparsomme fritid primært af at gøre sig klar til næste dags optagelser. Familiehyggen måtte vente, for Smeds kone og to små børn var hjemme i Aarhus.

»Det er det hårdeste, jeg har lavet«, konstaterer han i stolen overfor.

»Men hver gang jeg hængte i nogle kæder og syntes, at nu var dagen blevet lang, eller nu var jeg eddermame sulten, kunne jeg tænke over, at det er sket i virkeligheden for Daniel, og så kunne jeg bare lukke røven, kan man sige. Jeg blev jo passet på af et helt filmhold, og jeg sov i en seng om natten«.

Størstedelen af dine scener i filmen er ret barske: Hvordan var det for dig at indspille eksempelvis torturscenerne eller scenerne, hvor fangevogterne tvinger dig til at lege æsel?
»Det er jo mit arbejde. Det er noget med at leve sig så godt ind i situationen som muligt og være respektfuld omkring, at det her er sket og sker. I alle roller skal man forsøge at være så meget til stede i det som muligt, så selvfølgelig er det ekstremt ydmygende at lave den slags scener, men det skal det også være, og bagefter er det jo ikke…«.

Så kan man godt lægge det fra sig?
»Ja ja. Det er ligesom det, der er præmissen. Når man går ind i det, ved man, at det er det, man skal gøre, og at man skal være i det så meget som muligt, og bagefter er det det. Når man har været i det, tager man den anden hat på og tænker, om man måske kunne gøre det bedre eller anderledes. Så bliver det bare teknisk. Det, der helt skuespilteknisk var spændende for mig her, var at se, hvor meget jeg kunne få mine medspillere til at sige: ’Ej, hvor er det ydmygende’. Det skulle være så ydmygende som muligt i situationen, for i filmen skal æslet tage fokus, så nogle af de andre gidsler undgår at blive slået, så jeg gemte på, hvordan jeg havde tænkt mig at gøre det, indtil jeg skulle lave det«.

Jeg spørger, fordi Puk Damsgård har udtalt i et svensk interview, at hun fik mareridt ’bare’ af at høre Daniel Ryes historie, men som skuespiller har du skullet gengive de situationer så livagtigt som muligt…
»Ja, man kan sige, at det var godt, at jeg ikke skulle være familiefar, mens jeg lavede den, for man bliver nødt til at investere hele sig selv i det, i den tid det tager, for at det kan lykkes. Det handler jo om at dykke så meget ned i det som muligt uden at sove på filmsettet, selvom vi jokede med at gøre det, og finde ud af, hvad der virker. Måske virker det ikke at sove i den der lille celle på filmsettet, fordi man bliver nødt til at komme hjem og restituere for at kunne klare en tolvtimers arbejdsdag dagen efter«.

Ikke en torturfilm

Hvad Esben Smed som skuespiller har fået ud af at spille sin hidtil hårdeste rolle i skikkelse af Daniel Rye, har han endnu svært ved af definere. Det bliver han nok først klogere på med tiden, funderer han. Menneskeligt har han lært sult lidt bedre at kende.

»Det er ikke en god ven«, siger han og ryster på hovedet.

Og så har han fået en større forståelse for migranterne fra Syrien og i det hele taget bare et bredere perspektiv takket være Daniel Ryes historie, hvilket han også håber, kommer til at udgøre en del af publikums oplevelse, når de sætter sig i biografsædet.

»Hvis den kunne, ville det være dejligt, hvis filmen åbner folks øjne lidt mere for, hvad der sker ude i verden. Det er så nemt at stoppe flygtninge ned i kasser, så man ikke behøver at tænke på, hvad de kommer fra, og det er også meget forskelligt, hvad de kommer fra. En af Daniels pointer er, at hans historie er vild, men de ting, han har været udsat for, er hverdag for de fleste syrere. Det er det, de lever i frygt for hele tiden«, siger Smed og fortsætter:

»Jeg kunne relatere mig til Daniels historie, fordi det var en dansk dreng, som blev taget til fange, hvilket var nemmere for mig at sætte mig ind i end en syrisk familie, som er flygtet herop fra borgerkrig. Det ville være dejligt, hvis filmen kunne gøre, at folk tænkte en ekstra gang over, hvad andre mennesker kommer fra, og hvordan vi behandler dem – især i forhold til vores flygtningelejre. Det er sindssygt og ubehageligt at høre om tortur, men det er hverken bogens eller filmens budskab. Det vigtige er mere de vilde omstændigheder for den her fyr, og hvordan det påvirker hele hans familie«.

Det er en håndgribelig fortælling om et menneske, som kan repræsentere mange andre?
»Præcis. Og så også det med at se, hvordan Daniel har klaret det. Han er bare for mega sej og et virkelig dejligt, sødt, humoristisk og fantastisk menneske. Han har været igennem sådan noget vildt noget, og han kan stadig komme ud af det på denne her måde. Han sidder ikke helt krøllet sammen ovre i et hjørne«.

Og er helt ædt op af had…
»Nej, netop ikke! Han er nemlig meget mere storsindet, og det, synes jeg også, man kan lære noget af. Med denne her film handler det for mig ikke så meget om anmeldelser, og hvordan folk tager imod den, men hvordan Daniel tager imod den, fordi det er hans historie. Men jeg håber selvfølgelig, at folk kan lide filmen og ikke bliver skræmt væk af, at det er en torturfilm, for det er det ikke. Og den er vigtig«.

Læs også: Det, der får Esben Smed til at tude

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af