‘Gaslit’: Julia Roberts er fænomenal og Sean Penn uigenkendelig i oprigtigt sjov og original Watergate-serie
En af de allerførste, der afslørede Richard Nixons råddenskab, var en kvinde.
Martha Mitchell var berømt i USA inden Watergate-skandalen, der i sidste ende væltede præsidenten. Hun var alles yndlingsrepublikaner, en sprudlende persona kendt fra talkshows og fundraisers. Sådan en rigtig Southern Belle med humor, højt hår og melodisk Arkansas-dialekt.
Og så var hun gift med Nixons tætte ven og kampagneleder, John Mitchell.
Martha var berygtet for at ringe til journalister om natten og sladre om, hvad hun havde hørt sin mand sige i telefonsamtaler med regeringstoppen. Hurtigt blev hun altså vidne til Watergate.
Serien ’Gaslit’ handler om Marthas kamp for retfærdighed, men måske mest om at overleve i et magtspil, der minder mere om mafia end politik.
Martha spilles af Julia Roberts i en af hendes allerbedste roller. I alle scener, hun er med i, stjæler hun komplet showet som en gang rasende charmerende og flamboyant sydstatsfrue, der i næste øjeblik er ved at gå til under vægten af sin egen skrøbelighed, sin mands ondskab eller sit eget tunge alkoholmisbrug.
Man er hele tiden der med hende. Om det er i sølet eller i gallakjolerne. Julia Roberts’ brand har altid været hendes kolossale elskværdighed. Her komme den til sin fulde ret, fordi den understøttes af en psykologisk dybde, som føles som at stirre ned i et kulsort hul.
Desværre er hun faktisk så god, at man savner hende lidt for meget, når hun ikke er der. Det er simpelthen umuligt for andre end Sean Penn som hendes mand at befinde sig nogenlunde i hælene på hende. Dermed ikke sagt, at resten af castet spiller bare i nærheden af dårligt.
Sean Penn bliver til en fedladen embedsmand, en handløveagtig pater familias, støbt af samme makeup-artist, der tryllede Gary Oldman om til Winston Churchill i ’The Darkest Hour’. Det betød to en halv time i stolen hver dag inden optagelser. Selvom man i første omgang undrer sig over, hvorfor de ikke bare castede en skuespiller, der lignede John Mitchell lidt mere, gør Sean Penn det under makeuppen formidabelt som manden, der har to modsatrettede lidenskaber i sit liv: Martha og magten.
Hele tiden slås Roberts og Penn i deres dysfunktionelle parforhold, der på en gang driver af liderlighed og troværdig kærlighed, men i næste øjeblik bliver iskoldt og voldeligt.
’Gaslit’ er skabt på baggrund af podcastserien ’Slow Burn’, der gik sin sejrsgang i øregangene, et år efter Trump kom til magten i 2016. Det var ikke svært at se linket mellem Nixon og Trump, som på trods af åbenlys inkompetence syntes urørlig. Nixon gik først af, to år efter Bernsteins og Woodwards artikler udkom i The Washington Post. Folket var simpelthen glade for den gamle crook.
Det var i ’Slow Burn’, historien om stakkels Martha blev gravet frem fra historiens dynd.
Udover Martha og John findes et væld af karakterer i ’Gaslit’, der på hver deres måde velvilligt dypper fingrene ned i magtens smuds og bryder loven. Enten fordi de drømmer om at drikke Gin Tonic med præsidenten, eller fordi de drømmer om at dø på ærens slagmark, som den bindegale FBI-agent Gordon Liddy, der fandt på indbruddet hos demokraterne under Operation Gemstone.
Han spilles af Shea Wigham med Hitler-overskæg og øjne, der er sorte og tomme som en hajs.
I kontrast til Marthas og Johns mareridt af et ægteskab finder vi John Dean og Maureen spillet af Dan Stevens og Betty Gilpin. De har en sjælden magisk kemi og bruger tiden på at grine og kysse. I ’Gaslit’ reformeres John af kærligheden til den begavede stewardesse. Hun inspirerer ham til at afsløre, at Nixon var bekendt med indbruddet. Serien tror altså også på kærlighedens reformerende kraft.
’Gaslit’ er oprigtig sjov satire over magtens mænd, når de er aller-allerværst a la ’Succession’, men det er lige så meget et psykologisk drama om, hvad mennesker kan få frem i hinanden, både i form af dæmoner og engle.
Når det er sagt, viser det sig, at rigtig meget af dét, der sker undervejs i serien, faktisk er sket i virkeligheden. Lidt som hvis ’Succession’ havde dokumentarisk forlæg. Og det er eddermame sindssygt.
Kort sagt:
Det er vitterligt det værd at bruge otte timer i selskab med ’Gaslit’ alene for Julia Roberts fuldstændigt fænomenale skuespil. Derudover er Gaslit en original prestige-serie, der byder på oprigtig morsom magtkritik og smukke kærlighedshistorier – og så lærer man en ting eller to om én af de største skandaler i amerikansk historie undervejs.
Anmeldt på baggrund af 7 ud af 8 afsnit.